En forbruger købte nogle dæk til sin bil i februar måned. Ca. 6 måneder efter købet reklamerede forbrugeren til den erhvervsdrivende, fordi dækkene var slidt længere ned end det tilladte. Den erhvervsdrivende afviste reklamationen. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Forbrugeren har oplyst, at dækkene, han købte den 6. februar 2009 af den erhvervsdrivende, var slidt til under det lovlige på under 10.000 km., hvilket han reklamerede over. Efter et længere reklamationsforløb blev forbrugerens reklamation afvist af den erhvervsdrivende.
Sagen er blevet forelagt nævnet med henblik på afklaring af, om dæk er en bestanddel til biler.
Forbrugerklagenævnet kan ikke behandle klagesager omhandlende køb af bestanddele til biler (bekendtgørelse om forbrugerklager § 3, stk. 3, nr. 4).
1 nævnsmedlem vurderede, at sagen skulle udsættes med henblik på yderligere teknisk belysning. Endvidere bemærkede dette nævnsmedlem, at de relevante brancher burde være hørt om afgrænsningen.
1 nævnsmedlem vurderer, at det ikke er muligt at lave en tilstrækkelig klar sondring mellem bestanddele henholdsvis tilbehør til biler. En sondring vil i praksis få den betydning, at forbrugerne stilles væsentligt forskelligt i situationer, som kan i øvrigt kan sidestilles, hvilket ikke findes at være tilsigtet med den seneste ændring af bekendtgørelsen om forbrugerklager. Dækkene på en bil må forventes at skulle udskiftes flere gange i bilens levetid, for at overholde kravene i lovgivningen. Dette forhold taler yderligere for, at sagen er omfattet af nævnets kompetence. Dette medlem finder derfor, at nævnet bør behandle sagen.
Det er 3 nævnsmedlemmers opfattelse, at dæk må anses som værende en bestanddel til en bil. Forbrugerklagenævnet har derfor ikke kompetence til at behandle sagen.
Disse nævnsmedlemmer er opmærksomme på, at dækkene på en bil for at overholde lovgivningens krav må forventes at skulle udskiftes flere gange i bilens levetid. Disse medlemmer har ved afgørelsen imidlertid lagt vægt på, at en bil ikke kan fungere uden dæk.” Forbrugeren fik tilbagebetalt sit klagegebyr.
Sidst opdateret:
16. december 2011