En forbruger købte i august 2003 en fireethalvt år gammel Renault Clio for 92.000 kr.
Bilen havde været annonceret på internetportalen bilzonen.dk, hvor det bl.a. fremgik: ”1 ejer. Service OK ”
Forbrugeren opdagede godt to måneder efter købet, at tandremmen ikke var blevet skiftet som anbefalet ved 120.000 km. eller inden 4 år. Klageren reklamerede også over, at bilen havde haft mindst to ejere tidligere, og at den derfor ikke levede op til det, der var lovet i annoncen. Sælgeren afviste reklamationen, hvorefter klageren fik tandremmen udskiftet på et andet værksted. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Nævnet lægger til grund, at bilen på leveringstidspunktet var over 4 år gammel, og at det af annoncen på internetportalen var anført ”service ok”. Tandremmen burde derfor have været skiftet inden købet. Nævnet finder, at bilen på leveringstidspunktet var mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 1, og at klageren er berettiget til at få de 1.586 kr., som klageren har betalt i forbindelse med udskiftningen af tandremmen, erstattet af indklagede.
Det fremgår endvidere af annoncen på internetportalen, at bilen kun havde haft én ejer tidligere. Indklagede har ikke godtgjort, at denne oplysning er rettet inden købet. Nævnet lægger til grund som ubestridt, at bilen har haft mere en én ejer. Da klageren således har haft en berettiget forventning om, at bilen ved købets indgåelse kun havde haft én tidligere ejer, finder nævnet, at bilen på leveringstidspunktet var mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 1, og at klageren er berettiget til et passende afslag i købesummen, som skønsmæssigt fastsættes til 2.500 kr.”
Sælgeren blev herefter pålagt at betale 4.086 kr. samt renter til forbrugeren.
Dato for afgørelse:
09-10-2006
Lovgrundlag:
Købeloven § 76, stk. 1, nr. 1
Sagsnummer:
2004-521/7-470
Sidst opdateret:
7. december 2006
Giv din vurdering af denne side