I 1997 indgik en forbruger en aftale med et flytte- og opbevaringsfirma om opbevaring af nogle indbogenstande. Ved aftalens indgåelse fik forbrugeren udleveret standardbetingelserne ”Fælles betingelser for møbeltransport og opbevaring”, der bl.a. indeholdt bestemmelser om ansvar og erstatning.
Da forbrugeren ca. 7 år senere i 2004 skulle have indboet udleveret, var firmaet overtaget af sønnen til den tidligere ejer. Ved udleveringen konstaterede forbrugeren, at en designersofa havde skjolder efter en vandskade. Da forbrugerens krav om erstatning for den ødelagte sofa svarende til udgiften til ombetrækning af sofaen blev afvist, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Nævnet lægger på baggrund af den sagkyndiges erklæring og oplysningerne i sagen til grund, at sofaen ikke har været opbevaret korrekt, og at den som følge heraf har været udsat for en vandskade, hvilket har medført de skader, som klageren har reklameret over. De indklagedes efterfølgende forsøg på at udbedre skaderne har endvidere ikke afhjulpet disse.
Opbevaringsaftalen er indgået mellem klageren og indklagede 1, men indklagede 2 har under sagens behandling meddelt, at han har overtaget virksomheden pr. 1. januar 2004.
Det kan mod klagerens benægtelse ikke anses for godtgjort, at de indklagede har oplyst klageren om, at forpligtelserne i henhold til opbevaringsaftalen overgik til indklagede 2, ligesom det ikke er godtgjort, at klageren har accepteret dette.
Når henses hertil, og idet det ikke med sikkerhed kan fastslås, hvornår skaderne er opstået, finder nævnet, at de indklagede hæfter solidarisk over for klageren for de beskadigelser, der er opstået på klagerens sofa under opbevaringen.
Det fremgår af oplysningerne i sagen, at klageren ved opbevaringsaftalens indgåelse fik udleveret Dansk Møbeltransport Forenings betingelser for møbeltransport og opbevaring. Disse betingelser indeholder i pkt. 3.b en begrænsning af erstatningens størrelse ved opbevaring. Vilkåret herom er imidlertid indeholdt i en tætskreven standardformular og udgør i sig selv en længere standardtekst, som er trykt med små typer. Det forhold, at denne tekst – som en del andre tekster i formularen – er trykt med lidt mere fremhævede typer end formularens øvrige tekst, er derfor ikke i sig selv egnet til at henlede opmærksomheden på de enkelte vilkår i teksten. Da klageren endvidere fik betingelserne udleveret i umiddelbar tilknytning til aftalens indgåelse, uden at det er godtgjort, at indklagede sikrede sig, at klageren var opmærksom på det nærmere indhold af ansvarsbegrænsningen, kan det mod klagerens benægtelse ikke anses for godtgjort, at klageren ved aftalens indgåelse var opmærksom på, at erstatningen var begrænset til 1 års leje, og dette vilkår, som ikke har været forventeligt for klageren, kan derfor ikke anses for aftalt mellem parterne. Der skal derfor ikke ved vurderingen af erstatningens størrelse tages hensyn til den pågældende ansvarsbegrænsning.
Erstatningen for de skader, som sofaen har fået, kan dog ikke overstige den værdi, som sofaen må antages at have haft, inden den blev beskadiget, og som må fastsættes under hensyntagen til, at der er tale om en brugt sofa, som er ca. 40 år gammel. Uanset nævnets møbelsagkyndiges generelle betragtninger om værdien af sofaer af den pågældende slags, finder nævnet det ikke godtgjort, at sofaen forud for beskadigelsestidspunktet havde en værdi svarende til, hvad det vil koste at nybetrække hele sofaen med læder. Nævnet finder det således ikke godtgjort, at sofaen forud for beskadigelsen uden en ombetrækning kunne have været solgt for mere end 6.000 kr. Nævnet fastsætter herefter skønsmæssigt erstatningen til 6.000 kr., som de indklagede in solidum pålægges at betale til klageren.
Indklagede 2 har under sagen gjort gældende, at han har et krav over for klageren som følge af de fremsættelser af sofaen fra møbellageret, som der har været i forbindelse med denne sag. De fremsættelser, der har været af sofaen, er afstedkommet af den ukorrekte og erstatningspådragende opbevaring, der har fundet sted, og indklagede 2 kan af den grund ikke kræve betaling for de pågældende fremsættelser, ligesom indklagede 2 ikke kan kræve betaling for opbevaring for perioden efter, at klageren konstaterede, at sofaen var beskadiget.” De erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale for sagens behandling.
Sidst opdateret:
15. januar 2008