En forbruger bestilte via en erhvervsdrivendes hjemmeside fem persienner. Ved bestillingen skulle forbrugeren angive, hvilken type vindue persiennerne skulle bruges til.
Da forbrugeren efterfølgende modtog persiennerne, passede persiennerne ikke til de vinduer, de var bestilt til. Forbrugeren reklamerede herover to dage efter leveringen og meddelte samtidig, at hun ville gøre brug af sin 14 dages fortrydelsesret.
Den erhvervsdrivende ville imidlertid ikke efterkomme forbrugerens ønske om fortrydelse af købet og begrundede dette med, at da der var tale om et bestillingskøb, og forbrugeren havde derfor ingen fortrydelsesret. Den erhvervsdrivende henviste til ordrebekræftelsen, der var fremsendt pr. mail, hvoraf det fremgik: ”Returret. Hos [ ] får De 14 dages returret på alle købte varer (regnes fra den dag De modtager varen) Varer produceret bestemt til Dem tages ikke retur”
Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse: ” Klageren har bestilt de persienner, som sagen angår, via indklagedes hjemmeside. Der foreligger derfor et fjernsalg omfattet af lov om visse forbrugeraftaler (lov nr. 451 af 9. juni 2004).
Klageren skulle ved bestillingen angive en varebetegnelse for de vinduer, som persiennerne skulle bruges til. Det må på denne baggrund lægges til grund, at persiennerne er bestilt til en bestemt type vindue – og ikke tilpasset forbrugerens individuelle behov – hvorfor det ikke kan antages, at der foreligger et bestillingskøb i forbrugeraftalelovens forstand. Dette fremgik i hvert fald ikke for klageren, da hun foretog bestillingen, og det kan derfor under alle omstændigheder ikke lægges til grund, at den indgåede aftale vedrører en vare, som er bestilt til at skulle tilpasses klagerens individuelle behov.
Det følger herefter af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 1 in fine, at klageren har været berettiget til at fortryde aftalen inden for en frist af 14 dage regnet fra det tidspunkt, hvor klageren fik persiennerne i hænde. Da klageren har fortrudt aftalen og tilbagesendt persiennerne inden for denne frist, har klageren herefter krav på at få købesummen tilbagebetalt, jf. forbrugeraftalelovens § 21, stk. 2.
Det bemærkes, at selv om der havde foreligget et bestillingskøb, så havde klageren også haft krav på at fortryde aftalen inden for en frist af 14 dage, men fristen skulle i så fald regnes fra aftalens indgåelse, jf. § 18, stk. 2, nr. 1. Det ville i så fald også have været muligt at indhente forbrugerens samtykke til at påbegynde arbejdet inden fristens udløb og at forkorte fortrydelsesfristen til tidspunktet for arbejdets påbegyndelse, jf. § 18, stk. 4. Fristen ville imidlertid tidligst kunne regnes fra det tidspunkt, hvor klageren havde modtaget de oplysninger – bl.a. om fortrydelsesret – som det efter lovens kapitel 3 påhviler den erhvervsdrivende at give på papir eller andet varigt medium, dog med en maksimal fortrydelsesfrist på 3 måneder regnet fra klagerens modtagelse af varen, jf. herved lovens § 18, stk. 2, nr. 2, sammenholdt med stk. 3. Da indklagede ikke har oplyst klageren om fortrydelsesretten ved bestillingskøb, ville klageren således skulle have medhold i klagen, også selv om der havde foreligget bestillingskøb, idet klagerens fortrydelsesret i så fald først ville være udløbet 3 måneder efter modtagelsen af persiennerne.
Klageren har efter det oplyste returneret persiennerne til indklagede den 19. august 2005. Da den 19. august 2005 var en fredag, må det lægges til grund, at indklagede først har modtaget persiennerne den 22. august 2005. Indklagede var herefter forpligtet til at tilbagebetale købesummen på 3.375 kr. senest 30 dage herefter, jf. forbrugeraftalelovens § 21, stk. 3. Da indklagede ikke har opfyldt sin pligt til at tilbagebetale købesummen senest på forfaldsdagen den 21. september 2005, følger det af rentelovens § 3, stk. 1, at klageren kan kræve sit tilbagebetalingskrav forrentet fra den 22. september 2005 med den rentesats, som følger af rentelovens § 5 – dvs. med en årlig rente svarende til Nationalbankens officielle udlånsrente pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år med et tillæg på 7 %. ” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.
Sidst opdateret:
29. januar 2008