En forbruger havde købt og betalt en stol samt en reol i en forretning. Ved vareudleveringen fik klageren kun stolen udleveret, men reolen blev ikke udleveret. Forbrugeren fik at vide, at reolen kunne afhentes en anden dag. Da forbrugeren henvendte sig for at få udleveret reolen, oplyste den erhvervsdrivende, at dette ikke var muligt, da reolen var blevet tilbageført, og forbrugeren havde fået tilbagebetalt købesummen, hvilket forbrugeren afviste. Forbrugeren fremlagde dokumentation for betaling af varerne. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Nævnet lægger på baggrund af sagens oplysninger til grund, at parterne er enige om, at reolen ikke er blevet udleveret til klageren. Det er indklagede, der har bevisbyrden for, at pengene er blevet tilbagebetalt til klageren. Indklagede har søgt denne bevisbyrde løftet ved at fremlægge faktura med ordrenummer 1170945 samt kontoudtog fra den 2. juli 2003 og 3. juli 2003.
Nævnet finder ikke, at de af indklagede indsendte bilag indeholder nogen dokumentation for, at klageren har fået pengene tilbage for reolen. Således figurerer hverken fakturaens ordrenummer 1170945 eller det omhandlede beløb på kontoudtogene. Nævnet finder heller ikke, at den af indklagede fremlagte faktura, hvoraf det fremgår, at beløbet for reolen er tilbagebetalt, kan anses som dokumentation for, beløbet er udbetalt til klageren. Nævnet bemærker, at indklagede nemt kunne have afkrævet klageren en kvittering, såfremt tilbagebetaling havde fundet sted.
Indklagede har således ikke løftet bevisbyrden for, at klageren har fået tilbagebetalt pengene for reolen. Klageren har derfor krav på at få pengene tilbage.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav.
Dato for afgørelse:
22-06-2005
Sagsnummer:
2003-650/7-308
Sidst opdateret:
14. december 2005
Giv din vurdering af denne side