Gå til resume Gå til indhold

Køb af madrasser med 60 dages ombytningsret

Afgørelse

Da den erhvervsdrivende ikke havde godtgjort, at ombytningsretten alene var begrænset til ombytning af madrassens indlæg, var forbrugeren berettiget til at hæve købet af madrasserne.

Gå til indhold

En forbruger købte to zone-inddelte madrasser med henholdsvis ”medium” og ”fast” hårdhed. I forbindelse med købet blev der givet 60 dages ombytningsret.

3 uger efter leveringen af madrasserne måtte forbrugerens ægtefælle opgive at sove på madrassen på grund af rygsmerter. Forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende, og ønskede zone-inddelingen i ægtefællens madras fjernet, således at madrassen fik den samme hårdhed over det hele. Endvidere mente forbrugeren, at den erhvervsdrivende burde have frarådet forbrugeren at købe en zone-inddelt madras, da zone-inddelte madrasser ikke egner sig til personer, der sover på maven.

Da zone-inddelingen ifølge den erhvervsdrivende ikke kunne fjernes, ønskede forbrugeren at ombytte madrassen i henhold til ombytningsretten. Den erhvervsdrivende afviste at ombytte madrassen, da ombytningsretten alene omfattede madrassens indlæg, som kunne udskiftes til forskellige hårdheder. Da selve madrassen ikke kunne ombyttes, ønskede forbrugeren at hæve købet af begge madrasser, hvilket den erhvervsdrivende afviste. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at det ikke med tilstrækkelig klarhed kan konkluderes, at en zone-inddelt madras er uhensigtsmæssig til personer, der sover på maven. Professor, dr. med. xx oplyser, at der ikke kan siges noget konkluderende desangående, idet der ikke findes tilstrækkelig viden eller forsk-ning på området til at kunne drage endelige konklusioner. Det kan efter hans opfattelse imidlertid ikke anses for uhensigtsmæssigt eller forkert at anbefale en zone-inddelt madras til en person, der sover på maven.

På denne baggrund er det nævnets opfattelse, at indklagede ikke i forbindelse med købet har givet klageren forkert eller vildledende vejledning ved at anbefale en zone-inddelt madras, uanset at det i forbindelse med købet blev oplyst, at klagerens mand sover på maven.

Det fremgår af sagens oplysninger, at indklagede tilbød klageren en 60 dages ombytningsret på de købte madrasser. Indklagede har oplyst, at dette udelukkende gælder for indlæggende i madrasserne og fastholder, at klageren blev oplyst herom i forbindelse med købet, hvorfor indklagede afviste at bytte den købte madras til en helt anden madras, hvilket klageren som udgangspunkt ønskede. Klageren har afvist at være blevet orienteret om dette forbehold i ombytningsretten.

Det er nævnets opfattelse, at et tilbud om 60 dages ombytningsret som udgangspunkt må forstås således, at en købt madras kan byttes til en hvilken som helst anden madras i indklagedes varesortiment mod betaling af en eventuel merpris eller refusion, såfremt prisen er lavere på den madras, som køberen vil ombytte til. Ønsker indklagede at begrænse ombytningsretten til udelukkende at omfatte indlæg, må indklagede over for klageren tage et klart og tydeligt forbehold herom. Da klageren bestrider at have modtaget oplysning om dette forbehold, og da indklagede ikke kan dokumentere at have oplyst klageren herom, er det nævnets opfattelse, at indklagede ikke har løftet denne bevisbyrde, hvorfor klageren har haft krav på at indklagede ombyttede madrassen. Da indklagede ikke har tilbudt dette, men udelukkende har tilbudt klageren, at denne kunne ombytte indlæggene i madrassen, har indklagede tilsidesat sine forpligtelser i henhold til aftalen og omstændighederne i øvrigt, hvorfor der foreligger væsentlig misligholdelse af aftalen, som berettiger klageren til at hæve købet.  Da madrasserne er købt til at blive brugt sammen, er der tale om et samlet køb, hvorfor klageren er berettiget til at hæve købet for begge madrasser.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
05-02-2009
 
Lovgrundlag:
Aftaleloven
 
Sagsnummer:
08/02616
 
Sidst opdateret:   25. juni 2009
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Før du klager til Forbrugerklagenævnet, skal du gøre dig klart, at der også kan være ulemper ved at starte en klagesag. Den økonomiske udgift er ikke høj, men der kan gå nogen tid, før klagesagen er afgjort, og du må normalt ikke bruge varen i mellemtiden.
Du skal blot udfylde nogle felter med information om varen eller tjenesteydelsen, og så vil du med det samme kunne se, om du har mulighed for at få behandlet klagen.
Hvis du allerede har en klagesag hos Forbrugerklagenævnet kan du logge ind med dit NemID eller brugerkonto og se, hvor langt din sag er i processen.
Firmatjek
På Firmatjek kan du søge på et elektronisk danmarkskort og se hvilke virksomheder, der ikke efterlever Forbrugerklagenævnets afgørelser.
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.