En forbruger bestilte en havetraktor på sælgerens hjemmeside. Havetraktorens pris var oplyst til 899 kr. Straks efter bestillingen modtog forbrugeren en ordrebekræftelse.
Samme dag annullerede sælgeren ordren med henvisning til, at der var sket en fejl i prisangivelsen. Der var tale om en tastefejl. Den rigtige pris var 8.999 kr. Forbrugeren fastholdte, at der var indgået en bindende aftale, og at han havde været i god tro om prisen. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Udbud af en vare på en hjemmeside med tilknyttet bestillingsfunktion, som den i sagen omhandlende, må aftaleretligt betragtes som et bindende tilbud, jf. herved aftalelovens § 1.
Da klageren, ved sin bestilling af havetraktoren via indklagedes hjemmeside, har accepteret det af indklagede fremsatte tilbud, er det nævnets opfattelse, at der er indgået en bindende aftale mellem parterne.
Indklagede har gjort gældende, at der i ordrebekræftelsen er taget forbehold for prisfejl.
Det er nævnets opfattelse, at et forbehold for prisfejl ikke kan ændre på, at der er fremsat et bindende tilbud.
Det følger imidlertid af aftalelovens § 9, at et tilbud, der ellers ville være bindende, kan udformes således, at det alene får karakter af en opfordring til modtageren om at gøre tilbud i overensstemmelse med opfordringens indhold.
Da indklagede ikke har godtgjort, at han, forinden klagerens bestilling, har oplyst klageren på en tilstrækkelig tydelig måde om, at udbuddet af varer på indklagedes hjemmeside ikke skulle opfattes som tilbud, men opfordring til at gøre tilbud, finder nævnet, at der er indgået en bindende aftale mellem parterne, jf. aftalelovens § 1.
Det følger af aftalelovens § 32, stk. 1, at et løfte afgivet ved en fejltagelse ikke er bindende for løftegiveren, såfremt løftemodtageren ved løftets modtagelse indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse. Det påhviler løftegiveren at godtgøre, at løftemodtageren ved løftets modtagelse indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse.
Indklagede har anført, at klageren må have bemærket, at de øvrige havetraktorer på indklagedes hjemmeside lå i et betydeligt højere prisleje, hvorfor klageren ikke kan have været i god tro om prisen på 899 kr..
Nævnet finder ikke, at indklagede har godtgjort, at klageren skulle have et sådant kendskab til priserne på havetraktorer, og at det forhold, at indklagede også solgte betydeligt dyrere traktorer ikke i tilstrækkelig grad gør, at klageren burde have indset, at der var tale om fejlskrift fra indklagedes side. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det i øvrigt ikke er usædvanligt, at en vare bliver udbudt til en særdeles favorabel pris på internettet.
Nævnet finder derfor ikke, at indklagede har godtgjort, at klageren ikke har været i god tro om prisens rigtighed. Indklagede er derfor bundet af den af den mellem parterne indgåede aftale.
Såfremt indklagede ikke kan levere den omhandlende havetraktor, skal indklagede stille klageren økonomisk, som om aftalen var behørigt opfyldt. Det betyder, at indklagede skal betale klageren differencen mellem den aftalte pris og prisen på havetraktoren på aftaletidspunktet. På baggrund af den i sagen oplyste pris på havetraktoren på aftaletidspunktet, fastsættes erstatningen til 8.100 kr. ” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.
Sidst opdateret:
26. januar 2010