Gå til resume Gå til indhold

Lædersofa falmet på grund af påvirkning fra sollys og varme

Afgørelse
Det påhvilede ikke den erhvervsdrivende i forbindelse med købet at oplyse forbrugeren om, at læder kan falme ved påvirkning af sollys og varme.
Gå til indhold

En forbruger købte to sofaer og en lænestol i læder hos den erhvervsdrivende. Ca. 6 måneder efter købet henvendte forbrugeren sig hos den erhvervsdrivende, da rygpuderne var falmet i farven. Forbrugerens krav blev afvist med henvisning til, at falmningen skyldtes manglende afskærmning for sollys. Forbrugeren gjorde gældende, at han ikke i forbindelse med købet blev oplyst om, at møblerne ikke tålte sollys. Da den erhvervsdrivende fastholdt afvisningen, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

"Denne sag drejer sig om, hvorvidt forbrugeren er berettiget til et afslag i prisen som følge af, at anilinlæderet på hynderne på hans sofa er falmet, og at han ikke ved købets indgåelse blev oplyst om, at anilinlæder ikke tåler sollys og varme.

Forbrugeren har oplyst, at der er et farveskift på ryghynderne på sofaen fra sort til grå. Forbrugeren gør gældende, at han ikke blev oplyst om pleje af sofaen ved købets indgåelse. Forbrugeren har derfor krævet et afslag i prisen.

Den erhvervsdrivende har afvist forbrugerens krav om et afslag i prisen, men har tilbudt, at fabrikanten kan kigge på hynderne, hvilket er blevet afvist af forbrugeren. Den erhvervsdrivende har oplyst, at de ved handlens indgåelse mundtligt oplyste forbrugeren om, at læder ikke må stå i direkte sollys, og at læder skal plejes og behandles.

Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at hynderne på forbrugerens 2-personers sofa er falmede. Den sagkyndige har konstateret, at sofaen er udført i fineste ElmoGrand anilin okselæder uden dækfarve.

Herudover har den sagkyndige udtalt, at årsagen til falmningen er, at hynderne har været udsat for sollys og varme. Hynderne er ifølge den sagkyndige kun falmet der, hvor de har været udsat for sol.

Der foreligger en mangel, hvis varen er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være (Købelovens § 76, stk. 1, nr. 4).

Nævnet har lagt til grund for afgørelsen, at hynderne på forbrugerens 2-personers sofa er falmede, og at det skyldes, at sofaen har været udsat for sollys og varme.

Nævnet har vurderet, at der ikke foreligger en mangel ved sofaen. Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at falmningen skyldes, at sofaen har været udsat for sollys og varme.

Der foreligger endvidere en mangel ved varen, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af varen, og som sælgeren kendte eller burde kende (Købelovens § 76, stk. 1, nr. 3).

Det er flertallets vurdering, at det må anses for almindelig kendt, at læder af den pågældende art kan falme ved påvirkning af sollys og varme, og den erhvervsdrivende har derfor ikke haft pligt til at oplyse særskilt herom.

To medlemmer mener, at den erhvervsdrivende ikke mod forbrugerens benægtelse kan bevise, at de har oplyst om, at sofaen burde skærmes mod sollys ved købets indgåelse. Da vi herefter lægger til grund, at dette ikke er sket, og da der ikke er udleveret materiale herom ved købets indgåelse, finder vi også henset til sofaens pris, at forbrugeren er berettiget til et afslag i prisen.”

Dato for afgørelse:
28-09-2011
 
Lovgrundlag:
Købeloven
 
Sagsnummer:
10/08190
 
Sidst opdateret:   17. januar 2012
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Send Send
  • RSS RSS
  • Abonnér Abonnér
 
Før du klager til Forbrugerklagenævnet, skal du gøre dig klart, at der også kan være ulemper ved at starte en klagesag. Den økonomiske udgift er ikke høj, men der kan gå nogen tid, før klagesagen er afgjort, og du må normalt ikke bruge varen i mellemtiden.
Du skal blot udfylde nogle felter med information om varen eller tjenesteydelsen, og så vil du med det samme kunne se, om du har mulighed for at få behandlet klagen.
Hvis du allerede har en klagesag hos Forbrugerklagenævnet kan du logge ind med dit NemID eller brugerkonto og se, hvor langt din sag er i processen.
Firmatjek
På Firmatjek kan du søge på et elektronisk danmarkskort og se hvilke virksomheder, der ikke efterlever Forbrugerklagenævnets afgørelser.
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.