Gå til resume Gå til indhold

Bortskaffelse af forbrugerens tv-møbel

Afgørelse

Den erhvervsdrivende havde pligt til at passe på en forbrugers vare, og var ikke berettiget til at smide et tv-møbel ud, fordi forbrugeren ikke havde afhentet det inden for en 14 dages frist.

Gå til indhold

Forbrugeren købte et tv-møbel hos den erhvervsdrivende. Da forbrugeren var ved at samle møblet, opdagede han nogle fejl ved det. Forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende, og i den forbindelse blev tv-møblet indleveret til den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende tilbød pr. kulance at bestille nye reservedele hjem, da fejlene ved møblet var lavet af forbrugeren selv, da han forsøgte at samle møblet. Da reservedelene kom hjem, fik forbrugeren besked om at afhente delene og selve tv-møblet inden 14 dage.

Da forbrugeren ca. en måned senere forsøgte at afhente møblet på den erhvervsdrivendes adresse, fik han oplyst, at møblet og reservedelene var smidt ud, da der var gået mere en 14 dage. Forbrugeren havde forgæves forsøgt at kontakte den erhvervsdrivende telefonisk for at få udsat fristen, og han krævede derfor købesummen retur. Da det blev afvist, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Denne sag drejer sig om forbrugerens køb af et tv-møbel hos den erhvervsdrivende. Forbrugeren afleverede tv-møblet til opbevaring hos den erhvervsdrivende i forbindelse med en reklamation i april måned 2009, og da han kom for at afhente tv-møblet den 10. juni 2009, havde den erhvervsdrivende bortskaffet det. På denne baggrund har forbrugeren fremsat krav om tilbagebetaling af købesummen.

Forbrugeren har anført, at han reklamerede til den erhvervsdrivende over, at skruerne ikke bandt fast i gevindet, og at malingen krakelerede, når skruerne var skruet halvt ned. I denne forbindelse afleverede han tv-møblet til opbevaring hos den erhvervsdrivende.

Ifølge forbrugeren afviste den erhvervsdrivende at tilbagebetale købesummen og endvidere at foretage ombytning af møblet. I stedet blev det ifølge forbrugeren tilbudt, at der skulle bestilles nye reservedele til møblet, og at tv-møblet kunne blive opbevaret imens.

Forbrugeren har herudover anført, at han var forhindret i at afhente tv-møblet og reservedelene inden for den 14-dages frist den erhvervsdrivende fastsatte, og at han forgæves forsøgte at give der erhvervsdrivende meddelelse herom.

Den erhvervsdrivende har afvist reklamationen, da forbrugeren har overskruet ved bundet af skabet, hvorved skaderne er fremkommet. Ifølge den erhvervsdrivende blev der pr. kulance bestilt reservedele hjem, som forbrugeren fik 14 dage til at afhente sammen med tv-møblet. Da forbrugeren ikke afhentede møblet og delene inden for fristen, bortskaffede man disse.

Nævnet har lagt til grund for afgørelsen, at forbrugeren har indleveret tv-møblet til undersøgelse hos den erhvervsdrivende. Herudover har nævnet lagt til grund, at den erhvervsdrivende den 5. maj 2009 fastsatte en frist for forbrugeren til at afhente tv-møblet og reservedelene, og at forbrugeren forsøgte at afhente møblet og reservedelene den 10. juni 2009.

En erhvervsdrivende har pligt til at drage omsorg for en genstand, der er indleveret til undersøgelse, indtil den afhentes. Den erhvervsdrivende kan således ikke på egen hånd bortskaffe genstanden. Såfremt en genstands opbevaring vil være forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger, kan det dog være nødvendigt at skride til bortskaffelse for at undgå unødvendige tab, men ejeren skal da så vidt muligt have forudgående varsel herom.

Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at forbrugeren forsøgte at afhente tv-møblet og reservedelene ca. en måned efter han fik meddelelsen om 14 dages fristen. Det er nævnets vurdering, at 14 dage til at afhente tv-møblet og reservedelene ikke er en tilstrækkelig frist, og at bortskaffelse efter opbevaring i en måned ikke er acceptabelt. Herudover er det nævnets vurdering, at opbevaringen af forbrugerens tv-møbel og reservedele ikke var forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger for den erhvervsdrivende.

Da tv-møblet som følge af bortskaffelsen ikke kan undersøges af nævnets sagkyndige med henblik på at afklare, om skaderne skyldes oprindelige fejl ved produktet eller uhensigtsmæssigt brugspåvirkning, må dette komme den erhvervsdrivende bevismæssigt til skade. Det er således nævnets vurdering, at den erhvervsdrivende ved at bortskaffe tv-møblet har frataget forbrugerens mulighed for at løfte bevisbyrden for, at tv-møblet var mangelfuldt. Nævnet lægger derfor til grund, at skaderne på tv-møblet skyldes en oprindelig fejl ved møblet.

På denne baggrund er det nævnets vurdering, at tv-møblet har været mangelfuldt, og at der ikke er sket afhjælpning heraf inden rimelig tid. Forbrugeren er derfor berettiget til at hæve købet (købelovens § 78, stk. 4 sammenholdt med § 79).” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
26-11-2010
 
Lovgrundlag:
Købeloven
 
Sagsnummer:
09/04562
 
Sidst opdateret:   20. januar 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.