En forbruger så i en tilbudsavis et el-komfur af mærket Ariston med pizzafunktion til 9.999 kr. Komfuret var nedsat fra 14.995 kr. Det var oplyst, at komfuret var i en specialbrede på 90 cm.
Forbrugeren henvendte sig i butikken og så en model af komfuret. Den erhvervsdrivende oplyste om pizzafunktionen, som forbrugeren var særligt interesseret i, at bagning i ovnen ville være præcis som at bage i en stenovn. Forbrugeren købte komfuret og tilpassede samtidig sit nye køkken, som han var ved at bygge, til komfurets specielle mål.
14 dage efter købet opdagede forbrugeren, at komfuret ikke havde den omtalte pizzafunktion. Sælgeren vedkendte sig problemet og tilbød at finde et andet komfur, tage komfuret tilbage eller en dekort på 3000 kr.
Da pizzafunktionen var årsagen til, at forbrugeren havde valgt komfuret i denne specielle størrelse, og da han i øvrigt ved ombygningen havde indrettet sit køkken herefter, forlangte han at få ombyttet komfuret til et andet 90 cm komfur med pizzafunktion. Det eneste andet komfur med pizzafunktion med en bredde på 90 cm var et mere avanceret komfur af et andet mærke til 28.495 kr.
Den erhvervsdrivende oplyste, at leverandøren ved en fejl havde oplyst, at komfuret havde pizzafunktion. Kravet om vederlagsfri ombytning til det mere avancerede komfur forekom derfor den erhvervsdrivende urimeligt. Forbrugeren blev i stedet tilbudt at købe komfuret til 28.495 kr. for 18.000 kr.
Forbrugeren fastholdt kravet om vederlagsfri ombytning og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Klageren har købt et elkomfur af mærket Ariston, 90 cm, med keramisk kogeplade. Klageren lagde ved købet vægt på en oplysning i en reklame fra leverandøren om, at komfuret havde ”pizzafunktion”. Da denne oplysning ikke blev rettet senest ved købets indgåelse, og da komfuret ikke har den lovede funktion, er komfuret som følge heraf mangelfuldt, jf. herved købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, sammenholdt med stk. 2.
Klageren kan efter købeloven ikke stille krav om, at der sker omlevering med et komfur af et andet mærke, jf. herved købelovens § 78, stk. 1, nr. 2, hvorefter omlevering indebærer levering af en anden genstand, der stemmer overens med aftalen. Da der ikke findes et elkomfur af mærket Ariston, 90 cm, med keramisk kogeplade, som samtidig har ”pizzafunktion”, er omlevering ikke mulig, og der kan derfor ikke gives klageren medhold i kravet herom.
Klageren har afvist indklagedes tilbud om ophævelse af handlen, og klageren har derfor givet afkald på at gøre denne mangelsbeføjelse gældende.
Det følger af købelovens § 80, stk. 1, nr. 4, at en køber ved mangler ved salgsgenstanden kan kræve erstatning, såfremt salgsgenstanden savner egenskaber, som må anses for tilsikrede, og som påfører køberen et økonomisk tab. I tilfælde, hvor salgsgenstanden er artsbestemt, vil et ansvarsgrundlag endvidere kunne støttes på købelovens § 80, stk. 2. Manglen ved salgsgenstanden skal dog være årsag til tabet, og tabet skal være en for sælgeren påregnelig følge af manglen.
Klageren har ikke godtgjort at have lidt et økonomisk tab, som kan kræves erstattet af indklagede.
Manglen ved komfuret findes dog at nedsætte dettes værdi for klageren i forhold til, hvad klageren har været berettiget til at forvente, og klageren findes derfor at have krav på et passende prisafslag i medfør af købelovens § 78, stk. 1, nr. 3. Nævnet fastsætter skønsmæssigt dette afslag til 4.000 kr.”
Sidst opdateret:
29. maj 2006