Et ægtepar udfyldte på en messe en blanket med diverse spørgsmål med henblik på at vinde et gavekort på 500 kr. Blanketten havde følgende ordlyd:
"Behovsanalyse af indeklima
Vind et gavekort til værdi 500 kr.
Hvor højt prioriterer i jeres indeklima ?
Ja Nej
Har i hund eller kat indendørs ? X
………
………
………
Har i kendskab til XX's produkter? X
Deltag i lodtrækningen om et gavekort
til værdi af 500 kr. Modtag evt. en gratis og uforpligtende fremvisning, og se hvordan jeres indeklima kan forbedres.
(Vi ringer til Dig/Jer) ___X__ _______
Ja Nej
Gæt prisen
10000 18000 24000 32000
Sæt kryds X
Navn……
Adresse….
Telefonnummer…"
Forbrugerne havde krydset skemaet af som anført ovenfor. Kort tid efter rettede den erhvervsdrivende (indklagede 1) henvendelse til forbrugerne med henblik på at aftale tid til en fremvisning af dennes produkter. Forbrugerne købte efter en demonstration i hjemmet en støvsuger samt en luftrenser til en pris af 24.000 kr. Lånet blev finansieret af en finansier (indklagede 2). Lånet blev indgået ved, at den erhvervsdrivende havde medbragt en låneansøgning, som den ene forbruger underskrev, hvorefter den erhvervsdrivende stod for resten. Lånebeløbet blev udbetalt direkte fra finansieren til den erhvervsdrivende.
Forbrugerne var utilfredse med produkterne og indbragte 7 måneder efter købsaftalens indgåelse sagen for Forbrugerklagenævnet, idet de gjorde gældende, at de ikke havde fået korrekte oplysninger om omkostningerne ved vedligeholdelse af produkterne, samt at aftalen var ugyldig. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:
" Ifølge oplysningerne i sagen blev salgsslutsedlen og låneansøgningen underskrevet i forbindelse med indklagede 1´s demonstration af støvsugeren i klagernes hjem. Den ene klager har om baggrunden for hjemmebesøget oplyst følgende:
"Jeg deltog i en konkurrence i Aalborg, hvor man skulle oplyse adresse og tlf.nr. for at deltage. Sælger ringede mig op og tilbød at komme og fremvise maskinen som ville kunne afhjælpe astmaproblemer, hvilket min far lige var død af, så jeg sagde naturligvis ja."
Efter forbrugeraftalelovens § 2 må erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.
Det fremgår af lovens forarbejder, at en forbrugers anmodning om en henvendelse fra den erhvervsdrivende skal være udtrykkelig og utvetydig. Endvidere anføres det, at en forbrugers anmodning om yderligere oplysninger ikke er tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger en anmodning fra forbrugeren om at modtage personlige eller telefoniske henvendelser fra den erhvervsdrivende.
Klagerens udfyldning af en "behovsanalyse af indeklima" med henblik på at vinde et gavekort til en værdi af 500 kr. opfylder efter nævnets vurdering ikke de krav, som må stilles for, at der kan antages at foreligge en udtrykkelig og utvetydig anmodning fra klageren om at måtte modtage en henvendelse fra indklagede med henblik på indgåelse af aftale om køb af en støvsuger og om finansiering heraf.
Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at aftalen om, at indklagede 1 måtte foretage en salgsdemonstration under et hjemmebesøg hos klagerne, kom i stand, uden at der forelå en forudgående anmodning herom fra klagernes side. Da indklagedes telefoniske henvendelse til klagerne og det efterfølgende hjemmebesøg dermed må anses for at være foretaget i strid med forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, følger det herefter af forbrugeraftalelovens § 3, at der ikke er indgået nogen aftale, som er bindende for klagerne.
Klagernes krav om, at købet og finansieringsaftalen skal anses for uforbindende for dem, er derfor berettiget.
Indklagede 1 har oplyst, at indklagede 2 ydede lånet til klagerne på baggrund af en aftale indgået mellem indklagede 1 og indklagede 2 om formidling af lån. Det følger heraf, at der har foreligget et såkaldt lånekøb omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2, hvilket indebærer, at klagerne tillige kan påberåbe sig reglerne i kreditaftalelovens § 33, stk. 1 og 2 som grundlag for at gøre indsigelser og pengekrav gældende mod indklagede 2." På den baggrund fritog nævnet forbrugerne for at betale fremtidige ydelser til den erhvervsdrivende, ligesom den erhvervsdrivende blev pålagt at tilbagebetale, hvad forbrugeren havde betalt til nogen af de indklagede. Nævnet fastslog, at finansieren, indklagede 2, hvis den erhvervsdrivende ikke opfyldte sin forpligtelse, skulle opfylde indklagede 1's forpligtelser. Indklagede 2 var dog ikke forpligtet til at tilbagebetale mere, end hvad indklagede 2 havde modtaget af forbrugerne i anledning af lånekøbet. (2004-432/7-4)
Sidst opdateret:
7. marts 2005