En forbruger blev på vej ind i et supermarked spurgt, om hun ville svare på nogle spørgsmål om indeklima og samtidig deltage i en konkurrence. Forbrugeren udfyldte en blanket med navn, adresse og telefonnummer. Efterfølgende blev forbrugeren uanmodet kontaktet på sin bopæl af en repræsentant fra sælgeren, hvor forbrugeren og hendes søn hver indgik en salgsaftale om en støvsuger til en pris af 13.999 kr. pr. stk. Samtidig blev 2 låneansøgninger udfyldt, og kredit til begge blev bevilget af et finansieringsselskab. Forbrugeren modtog ingen kreditoplysninger i forbindelse med kontraktens indgåelse.
Sælgeren oplyste, at forbrugeren havde henvendt sig i sælgerens repræsentants butik for at købe en støvsuger, og at ansøgning om en kredit blev udfyldt i butikken.
I perioden efter købet henvendte forbrugeren sig flere gange til finansieringsselskabet, der havde bevilget kreditten, for at klage over en rykkerskrivelse samt for høje gebyrer. Ifølge finansieringsselskabet havde forbrugeren betalt løbende på kreditten fra 8. marts 1999 til 7. september 2000, hvorefter indbetalingerne stoppede.
Den 7. september 2001, dvs. 2½ år efter købet, kontaktede forbrugeren skriftligt den erhvervsdrivende og anførte, at støvsugerne kun kunne det samme som almindelige støvsugere, og at hun og hendes søn var blevet taget ved næsen. Forbrugeren forlangte, at maskinerne blev afhentet og pengene tilbagebetalt. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Sagen vedrører køb af to støvsugere hver til en kontantpris af 13.995 kr. Købene blev indgået 12. januar 1999 og finansieret ved finansieringsaftaler indgået med indklagede 1.
Klagerne har vedrørende omstændighederne ved aftalernes indgåelse oplyst, at de blev passet op på vej ind i et supermarked og spurgt, om de ønskede at deltage i en konkurrence, hvorefter de udfyldte en blanket med navn, adresse og telefonnummer. Klagerne blev herefter kontaktet på bopælen af en repræsentant for [sælgeren], som medbragte en rengøringsmaskine, hvorefter klagerne underskrev dels to salgsslutsedler og dels to låneansøgninger til finansiering af de indgåede køb.
Forbrugerklagenævnet er fra andre klagesager bekendt med, at sælgere af støvsugerne gør brug af sådanne spørgeskemaer for at komme i kontakt med kunder, som de ønsker at aflægge et hjemmebesøg med henblik på en salgsdemonstration. Nævnet lægger derfor klagernes forklaring herom til grund. Dette gælder, uanset oplysningen i indklagede 1´s advokats stævninger af 20. september 2005 om, at klagerne den 12. januar 1999 skulle have rettet henvendelse ”i butikken [adresse], for at købe en rengøringsmaskine”. Oplysningen herom er således helt uunderbygget og harmonerer ikke med, at begge slutsedler angiver at være underskrevet i Nakskov, hvor klagerne boede på tidspunktet for købenes indgåelse. Det har da også formodningen imod sig, at klagerne – som er førtidspensionister – skulle være taget fra Nakskov til Vordingborg for at indkøbe rengøringsmaskiner til priser, som langt oversteg deres økonomiske formåen.
Det er ikke godtgjort, at klagerne udtrykkeligt har anmodet den pågældende sælger –[navn], som afgik ved døden den 3. juni 2002 – om et hjemmebesøg med henblik på at indgå aftale om dels køb af en støvsuger og dels lån til finansiering heraf. Henvendelsen til klagerne må derfor anses for at være sket i strid med forbudet mod at rette uanmodet personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale, jf. herved den dagældende forbrugeraftalelovs § 2, stk. 1, som svarer til den nugældende lovs § 6, stk. 1. Det følger derfor af den dagældende lovs § 3 (og den nugældende lovs § 7), at de indgåede aftaler har været uforbindende for klagerne.
Det følger imidlertid af almindelige regler, at den, der mener, at han ikke er bundet af et løfte, skal gøre sin indsigelse herom gældende, og at længere tids passivitet efter omstændighederne anses som et afkald på at gøre ugyldigheden gældende. Da klagerne først ved brev af 7. september 2001 – dvs. 2½ år efter købenes indgåelse – har givet udtryk for utilfredshed med støvsugerne og de indgåede aftaler, finder nævnet, at klagerne som følge af passivitet har fortabt retten til at påberåbe sig aftalernes ugyldighed.
Efter det oplyste medbragte sælgeren under hjemmebesøget indklagede 1´s markedsføringsmateriale i form af låneansøgninger mv. Sælgeren var endvidere klagerne behjælpelige med at søge om lånene, som af indklagede 1 blev udbetalt direkte til salgsledet. Ved på denne måde at have overladt sit markedsføringsmateriale til salgsledet findes indklagede 1 at have tilkendegivet, at man var villig til på indklagede 1´s sædvanlige vilkår og betingelser at yde lån til [sælgerens] kunder, ligesom det lægges til grund, at lånene til klagerne er blevet indrømmet på grundlag af denne aftale mellem indklagede 1 og salgsledet. Det følger heraf, at der har foreligget såkaldte lånekøb omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2.
Det findes endvidere ikke at kunne føre til et andet resultat, at lånebeløbet i henhold til det ene lån oversteg kontantprisen med 4.000 kr., idet denne låneforhøjelse efter det oplyste havde til formål at sætte den pågældende klager i stand til at indgå købet, jf. herved klagernes brev af 7. september 2001 til [sælgeren], hvori hun bl.a. har anført følgende:
”Jeg synes også lige at i skal vide at vi på det nærmeste følte os presset til at købe. Selv om jeg blev ved med at sige nej, så blev Jonas bare ved indtil jeg sagde ja, jeg blev faktisk bestukket, jeg havde en video jeg betalte af på, så han sendte mig en check på 4.000 kr. så jeg kunne betale den færdig, ….”
Klagerne har derfor ved kontrakternes indgåelse haft krav på at få de oplysningerne vedrørende kreditomkostninger og kreditvilkår, som fremgår af kreditaftalelovens § 9. Indklagede 1´s advokat har i en af stævningerne anført, at ”Bestemmelserne i kreditaftalelovens kapitel 2 er opfyldt”, men oplysningen herom fremstår som helt uunderbygget, og der er ingen dokumentation for, at klagerne ved aftalernes indgåelse fik de oplysninger om kreditomkostninger og kreditvilkår, som fremgår af kreditaftalelovens § 9. Nævnet lægger derfor til grund, at dette ikke har været tilfældet.
Klagerne kan derfor kræve kreditomkostningerne opgjort i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 23, stk. 1, og klagerne kan derudover ikke afkræves rykkergebyrer eller andre omkostninger i anledning af en eventuel betalingsmisligholdelse, jf. herved kreditaftalelovens § 24.
Da aftalerne er indgået under ulovlige hjemmebesøg, hvorunder klagerne er blevet presset til at indgå aftaler om køb af støvsugere til priser, der langt oversteg deres økonomiske formåen, er der endvidere anledning til at bringe kreditaftalelovens § 22 i anvendelse. Denne bestemmelse er sålydende:
”Er det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale som vederlag eller omkostninger urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt. Medmindre andet bestemmes af retten, sker afkortningen i det eller de sidste beløb, der skal betales efter aftalen. Er der afkrævet forbrugeren et urimeligt vederlag for at give den pågældende henstand eller andre lempelser i de aftalte vilkår, sker afkortningen på samme måde.”
Støvsugere af andre mærker forhandles normalt til langt lavere priser, og klagerne kunne derfor kontant have købt udmærkede støvsugere til langt under 2.000 kr. pr. stk. Der er derfor anledning til i medfør af kreditaftalelovens § 22 at nedsætte kontantprisen pr. støvsuger til et beløb i størrelsesorden 2.000 kr.
Klagerne har i perioden fra købenes indgåelse i januar 1999 og indtil december 2000 indbetalt hhv. 7.846 kr. samt 8.038 kr. på hver af de to kreditkøbskontrakter, og de beløb, som klagerne har indbetalt, dækker derfor rigeligt købesummen for to støvsugere i et prisleje på 2.000 kr. pr. stk. tillagt et yderligere lånebeløb på 4.000 kr. og forrentet med den rentesats, som følger af kreditaftalelovens § 23, stk. 1.
Under hensyn til det således anførte finder nævnet, at klagerne må anses for frigjort for deres forpligtelser i henhold til de indgåede kreditkøbsaftaler som følge af de indbetalinger, som de allerede har foretaget. Klagernes indsigelser herom kan endvidere gøres gældende ikke alene over for salgsledet, men også over for kreditgiveren, dvs. indklagede 1, jf. herved kreditaftalelovens § 33, stk. 1. Klagerne fritages dermed for at betale de beløb på hhv. 52.110,32 kr. og 31.319,88 kr., som er opgjort i indklagede 1´s advokats stævninger af 20. september 2005.
Klagerne har alene nedlagt påstand om at blive fritaget for at betale yderligere, og da der efter det anførte kan gives dem medhold heri, har nævnet ikke fundet anledning til at tage stilling til, hvem der – som salgsled – skal anses som rette indklagede i sagen.”
Finansieringsselskabet blev endvidere som den tabende part pålagt at betale sagens omkostninger.
Sidst opdateret:
28. april 2008