Gå til resume Gå til indhold

Returnering af komfur købt på internettet

Afgørelse

Komfuret blev beskadiget under returtransporten. Forbrugeren bevarede sin fortrydelsesret, idet det ikke kunne bebrejdes ham, at komfuret blev beskadiget.

Gå til indhold

En forbruger købte et komfur på internettet. Inden komfuret var pakket helt ud viste det sig, at forbrugeren ved en fejl havde bestilt et forkert komfur. Forbrugeren lod komfuret stå på den palle, det var leveret på, pakkede det ind igen, og meddelte den erhvervsdrivende, at han ønskede at gøre brug af sin fortrydelsesret. Han bestilte samtidig det ønskede komfur. Ved leveringen af det nye komfur tog fragtmanden det først leverede komfur med tilbage.

Under transporten blev komfuret trykket på begge sider og på bagsiden. Den erhvervsdrivende forlangte, at forbrugeren skulle betale for reparation af komfuret. Forbrugeren oplyste, at komfuret var fejlfrit og velemballeret ved overlevering til fragtmanden og afviste derfor at være skyld i skaden. For at få tilbagebetalt købesummen for det først leverede komfur betalte forbrugeren regningen under protest.

Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
 
”Da købet af det omhandlede komfur er sket via indklagedes hjemmeside, foreligger der et fjernsalg omfattet af lov om visse forbrugeraftaler (Lov nr. 451 af 9. juni 2004), jf. lovens § 4. Klager har derfor som udgangspunkt ret til at fortryde købet inden for en frist på 14 dage regnet fra varens modtagelse, jf. lovens § 18.
Det er ubestridt, at klageren rettidigt inden for denne frist har fortrudt købet og returneret varen til indklagede. Klageren er derfor som udgangspunkt berettiget til få det betalte tilbage, jf. herved forbrugeraftalelovens § 21, stk. 2.
Indklagede har imidlertid gjort gældende, at klageren ikke har opfyldt lovens betingelser for udnyttelse af fortrydelsesretten, idet komfuret, som ved indklagedes modtagelse af komfuret, var blevet trykket på begge sider og på bagsiden, ikke kan tilbageleveres i væsentlig samme stand, hvori det var, da klageren fik det i hænde, jf. forbrugeraftalelovens § 20, stk. 1.
Det følger af forbrugeraftalelovens § 20, stk. 2, at en forbruger bevarer sin fortrydelsesret, selvom varen ikke kan tilbageleveres i væsentlig samme stand, hvis en beskadigelse eller en forringelse ikke skyldes uagtsomhed eller manglende omsorg fra forbrugerens side.

Nævnet lægger til grund, at skaderne er opstået under transporten, idet den sagkyndige oplyser, at der er tale om typiske transportskader. Da klageren har anvendt samme transportør og forsendelsesform som indklagede anvendte, og da klageren har emballeret komfuret på samme måde som indklagede, finder nævnet, at beskadigelsen af komfuret ikke kan henføres til forhold, som kan bebrejdes klageren. Det bemærkes i den forbindelse, at det er uden betydning, hvem der har rekvireret transporten.

Indklagede har derfor ikke været berettiget til at tilbageholde en del af købesummen.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav samt at betale sagens omkostninger.

Dato for afgørelse:
21-06-2007
 
Lovgrundlag:
Forbrugeraftaleloven § 20, stk. 2
 
Sagsnummer:
2005-4112/7-122
 
Sidst opdateret:   28. april 2008
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Video: Bliv bedre til at prutte om prisen
Det kan være svært at vide, hvis du aldrig har prøvet det før. Her kommer forbrugernes egne bud på de bedste strategier.
Der gælder særlige regler for det, der hedder pakkerejser. Nogle pakkerejser er sat sammen af bureauer, men du kan også selv sammensætte din rejse, så du er dækket af reglerne for pakkerejser.
Din oplysningspligt
Du har som erhvervsdrivende pligt til at give kunden en række oplysninger om din virksomhed, om varen og om kundens fortrydelsesret.
Video: Sådan handler du trygt på nettet i EU
I denne video får du en række gode råd til, hvordan du kan kigge webbutikkerne efter i sømmene, når du handler på nettet i EU.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.