En forbruger købte en espressomaskine hos den erhvervsdrivende. Ca. 5 måneder efter købet begyndte espressomaskinen at lække vand, og forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende over fejlen. Den erhvervsdrivende forsøgte at reparere espressomaskinen flere gange uden at fejlen blev afhjulpet. Den erhvervsdrivende tilbød forbrugeren købesummen retur, hvilket forbrugeren afviste og krævede omlevering. Dette afviste den erhvervsdrivende. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Denne sag drejer sig om, hvorvidt den erhvervsdrivende kan afvise forbrugerens krav om omlevering og i stedet tilbyde forbrugeren ophævelse af købet.
Forbrugeren har oplyst, at han den 5. marts 2010 købte en Saeco espressomaskine hos den erhvervsdrivende. Den 21. august 2010 reklamerede han første gang til den erhvervsdrivende over, at espressomaskinen lækkede vand, når den varmede op. Ved tredje reparationsforsøg opgav den erhvervsdrivende at reparere espressomaskinen, hvorfor den blev skrottet, og de tilbød forbrugeren pengene retur. Forbrugeren afviste tilbuddet og krævede i stedet omlevering. Dette afviste den erhvervsdrivende flere gange.
Forbrugeren har krævet omlevering i stedet for ophævelse af købet og har gjort gældende, at han i henhold til købeloven har krav herpå, da den pågældende beføjelse ikke er umulig og ikke vil påføre den erhvervsdrivende uforholdsmæssige omkostninger.
Den erhvervsdrivende har afvist forbrugerens krav om omlevering og har gjort gældende, at omlevering ikke er mulig, fordi den pågældende maskine er udgået af produktion, og derfor ikke kan skaffes hjem, samt at de ikke længere fører det pågældende mærke.
Da den erhvervsdrivende ikke har bestridt, at der var mangler ved espressomaskinen, har nævnet lagt til grund for afgørelsen, at espressomaskinen var mangelfuld på indleveringstidspunktet (købelovens § 76, stk. 1, nr. 4).
Det følger af købelovens regler, at en køber kun kan kræve omlevering til en vare, der stemmer overens med aftalen (købelovens § 78, stk. 1, nr. 2). Det fremgår endvidere, at køberen ikke kan kræve omlevering, hvis gennemførelsen er umulig, eller det vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger (købelovens § 78, stk. 2).
Det er nævnets vurdering, at forbrugeren ikke er berettiget til at kræve omlevering. Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at den pågældende model er udgået af produktion, hvorfor det er umuligt for den erhvervsdrivende at omlevere espressomaskinen.
Nævnet bemærker, at den erhvervsdrivende ikke kan pålægges at omlevere til nogen af de espressomaskiner, som forbrugeren har krævet, idet de ikke stemmer overens med aftalen.”
Oprettet:
3. februar 2012