Uanmodet henvendelse til en forbruger

Et ægtepar udfyldte på et marked en blanket med diverse spørgsmål med henblik på at vinde et gavekort på 500 kr. Blanketten havde følgende ordlyd:

”Behovsanalyse af indeklima: Vind et gavekort til værdi 500 kr.

Hvor højt prioriterer i jeres indeklima ? Højt Middel Lavt
X
Har i hund eller kat indendørs ? Ja Nej
X
………
………
………
Har i kendskab til XX’s produkter? X

Deltag i lodtrækningen om et gavekort
til værdi af 500 kr. Modtag evt. en gratis og uforpligtende

fremvisning, og se hvordan jeres indeklima kan forbedres.

(Vi ringer til Dig/Jer) ___X__ _______
Ja Nej

Gæt prisen:
10000,- 18000,- 24000,- 32000,-
Sæt kryds X

Navn……
Adresse….
Telefonnummer…”

Forbrugerne havde krydset skemaet af som anført ovenfor. Kort tid efter rettede den erhvervsdrivende (indklagede 1) henvendelse til forbrugerne med henblik på at aftale tid til en fremvisning af dennes produkter. Forbrugerne købte efter en demonstration i hjemmet en støvsuger samt en luftrenser til en samlet pris af 23.000 kr.

Lånet blev finansieret af en finansier (indklagede 2). Låneaftalen blev indgået ved, at den erhvervsdrivende havde medbragt en låneansøgning, som ægteparret underskrev, hvorefter den erhvervsdrivende stod for resten. Lånebeløbet blev udbetalt direkte fra finansieren til den erhvervsdrivende.

Forbrugerne reklamerede ca. 4 måneder efter modtagelse af pro-dukterne over, at støvsugerens sugeevne ikke var så god som lovet, og at luftrenseren larmede. 3 måneder senere gentog klagerne reklamationen. Ca. 1 år og 5 måneder efter købsaftalens indgåelse indbragte forbrugerne sagen for Forbrugerklagenævnet, idet de gjorde gældende, at de købte produkter ikke levede på til, hvad der af den erhvervsdrivende var blevet stillet dem i udsigt i forbindelse med købets indgåelse. Samtidig gjorde ægteparret gældende, at aftalen var ugyldig. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Aftalen er indgået ved underskrivelse af en slutseddel, som er fortrykt indklagedes 1´s logo, navn og adresse på iøjnefaldende måde. Nævnet finder, at indklagede 1 ved at forsyne sit forhandlernet med sådanne slutsedler har skabt en legitimation for den enkelte forhandler til at binde indklagede 1 som aftalepart, hvis den, som aftalen indgås med, som følge af slutsedlens udformning er i god tro om, at aftalen er indgået med indklagede 1.

I den foreliggende sag er slutsedlen forsynet med en sælgerunderskrift, men den pågældendes stempel er ikke påført kontrakten, som heller ikke indeholder oplysning om hans forretningsadresse eller telefonnummer, hvorfor slutsedlen klart fremtræder som indgået med indklagede 1 som aftalepart, og klagerne har da også indgivet klagen mod indklagede 1, jf. klageformularens pkt. 8.

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at den indgåede aftale er indgået med indklagede 1 som aftalepart, og at indklagede 1 dermed er rette indklagede.

Ifølge oplysningerne i sagen blev salgsslutsedlen og låneansøgningen underskrevet i forbindelse med sælgerens demonstration af støvsugeren og luftrenseren i klagernes hjem. Klagerne har om baggrunden for hjemmebesøget oplyst, at de krydsede et skema af på et marked i Brønderslev, og at sælgeren efterfølgende henvendte sig telefonisk og kom til klagernes hjem for at fremvise støvsugeren. Ved dette besøg blev der indgået aftale om køb af en støvsuger og en luftrenser.

Ifølge den dagældende forbrugeraftalelovs § 2, stk. 1 (som svarer til den nugældende lovs § 6, stk. 1), må en erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.

Det fremgår af lovens forarbejder, at en forbrugers anmodning om en henvendelse fra den erhvervsdrivende skal være udtrykkelig og utvetydig, og det er i den forbindelse anført, at en forbrugers anmodning om yderligere oplysninger ikke er tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger en anmodning fra forbrugeren om at modtage personlige eller telefoniske henvendelser fra den erhvervsdrivende.

Klagernes udfyldning af en ”Behovsanalyse af indeklima” med henblik på at vinde et gavekort til en værdi af 500 kr., jf. bilag 3 til sagsfremstillingen, opfylder efter nævnets vurdering ikke de krav, som må stilles for, at der kan antages at foreligge en udtrykkelig og utvetydig anmodning fra klagerne om at måtte modtage en henvendelse fra sælgeren/indklagede 1 med henblik på indgåelse af aftale om køb af en støvsuger samt luftrenser og om finansiering heraf.

Nævnet lægger på baggrund heraf til grund, at aftalen, om at sælgeren måtte foretage en salgsdemonstration under et hjemmebesøg hos klagerne, kom i stand, uden at der forelå en forud-gående anmodning herom fra klagernes side. Da sælgerens telefoniske henvendelse til klagerne og det efterfølgende hjemmebesøg dermed må anses for at være foretaget i strid med den dagældende forbrugeraftalelovs § 2, stk. 1, følger det herefter af denne lovs § 3 (som svarer til den nugældende lovs § 7), at der ikke er indgået nogen aftaler, som er bindende for klagerne.

Klagernes indsigelse, om at købet og finansieringsaftalen er ugyldige, er derfor berettiget.

Klagerne har efter det oplyste reklameret over støvsugeren og luftrenseren i januar 2002, dvs. ca. 4 måneder efter købet, og det må antages, at de på dette tidspunkt ville have påberåbt sig, at de indgåede aftaler ikke var bindende for dem, såfremt de havde været bekendt med deres retsstilling. Nævnet finder på denne baggrund, at klagerne ikke har udvist en rettighedsfortabende passivitet.

Efter oplysningerne i sagen har der endvidere foreligget et sådant samvirke mellem indklagede 1 og indklagede 2, at købet og finansieringsaftalen må anses for at udgøre et såkaldt lånekøb omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2, hvilket indebærer, at indklagede 1 hæfter for tilbagebetaling af hele kreditkøbsprisen inklusiv kreditomkostninger, samt at klagerne også kan påberåbe sig reglerne i kreditaftalelovens § 33, stk. 1 og 2, som grundlag for at gøre indsigelser og pengekrav gældende mod indklagede 2.

Disse bestemmelser er sålydende:

”§ 33. Forbrugeren kan over for anden kreditor gøre samme indsigelser gældende, som over for kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 5, nr. 2, kan forbrugeren også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.”

På den baggrund fritog nævnet forbrugerne for at betale fremtidige ydelser til den erhvervsdrivende, ligesom den erhvervsdrivende blev pålagt at tilbagebetale, hvad forbrugerne havde betalt til nogen af de indklagede. Nævnet fastslog, at finansieren, indklagede 2, hvis den erhvervsdrivende ikke opfyldte sin forpligtelse, skulle opfylde indklagede 1’s forpligtelser. Indklagede 2 var dog ikke forpligtet til at tilbagebetale mere, end hvad indklagede 2 havde modtaget af forbrugerne i anledning af lånekøbet. Den erhvervsdrivende (indklagede 1) blev herudover pålagt at forrente forbrugernes krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende.

Forbrugerklagenævnet har tidligere truffet afgørelse i en lignende sag (432/7-4), jf. Forbrugerjura 2004 side 58-61. Nævnet tilsidesatte også i denne sag aftalen som ugyldig, idet der var sket uanmodet henvendelse. Blanketterne i ovenstående sag og tidligere sag er identiske.