Gå til resume Gå til indhold

Videokamera - repareret ikke ombyttet

Afgørelse

En forbruger købte et videokamera, som gik i stykker efter en måned. Forbrugeren krævede ombytning. Sælgeren ville derimod reparere. Nævnet fandt, at sælgeren havde godtgjort, at en ombytning – der kostede sælgeren 1.623 kr. mere end at afhjælpe - ville påføre ham uforholdsmæssige omkostninger. Sælgeren havde derfor ret til at afhjælpe.

Gå til indhold

En forbruger købte et videokamera til en pris af 4.495 kr. Da kameraet allerede efter lidt over en måned gik i stykker, valgte sælgeren at reparere fejlen, selvom forbrugeren krævede en omlevering. Forbrugeren klagede til Forbrugerklagenævnet og krævede en ophævelse af købet. Nævnet bad sælgeren godtgøre, at en ombytning ville påføre ham uforholdsmæssige omkostninger i forhold til en afhjælpning af fejlen. Sælgeren oplyste, at indkøbsprisen for kameraet var 4.118,75 kr., og at en reparation blev foretaget uden omkostninger af leverandøren. Sælgeren vurderede, at kameraet kunne sælges brugt til en pris af 2.495 kr. Forbrugeren fik stillet et lånekamera til rådighed i reparationsperioden, som varede 14 dage. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

"Klageren reklamerede ca. en måned efter købet, da kameraet lavede båndsalat og havde problemer med båndskuffen.

Klageren krævede en omlevering af kameraet, da hun efter at have mistet fotodokumentation fra en ferierejse ikke længere havde tiltro til kameraet.

Indklagede foretog en afhjælpning, idet han anførte, at en omlevering ville medføre et væsentligt tab for ham, fordi leverandøren kun ville foretage en reparation.

Klager har herefter rejst krav om at hæve købet.

Det følger af købelovens § 78, stk. 1, som affattet ved lov nr. 213 af 22. april 2002, at forbrugeren som udgangspunkt kan vælge, om der skal ske omlevering eller afhjælpning, hvis salgsgenstanden er mangelfuld. Forbrugeren kan dog ikke kræve afhjælpning eller omlevering, hvis gennemførelsen af den valgte beføjelse er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger, jf. § 78, stk. 2. Der skal ved denne vurdering tages hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler, manglens betydning, og om anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Det fremgår samtidig af bestemmelsens forarbejder, at bevisbyrden for, at den af forbrugeren valgte beføjelse er uforholdsmæssig, påhviler sælgeren, jf. Folketingstidende 2001-2002, Tillæg A s. 136.

Der er samme sted i lovbemærkningerne redegjort for, at uforholdsmæssighedsvurderingen for så vidt falder i tre dele, idet det skal vurderes:

  • om den valgte beføjelse påfører sælgeren omkostninger
  • om disse er højere end omkostningerne ved en anden beføjelse
  • og i så fald om denne omkostningsforskel er uforholdsmæssig.

Indklagede har anført, at indkøbsprisen på klagers kamera er 4.118,75 kr., at den udførte reparation er foretaget uden omkostninger af leverandøren, og at kameraet ville kunne sælges brugt for 2.495 kr. Indklagede har desuden stillet et lånekamera vederlagsfrit til rådighed for klager.

Det følger heraf, at en omlevering ville koste indklagede 1.623,75 kr. i modsætning til den udførte afhjælpning, som har været udgiftsneutral for indklagede.

Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at indklagede har godtgjort, at en omlevering ville påføre ham uforholdsmæssige omkostninger set i forhold til afhjælpning, og at klager, som har haft et kamera til brug i reparationsperioden, ikke har lidt et urimeligt afsavn". (2003-4012/7-368). 

Dato for afgørelse:
24-08-2004
 
Lovgrundlag:
Købeloven § 78, stk. 2
 
Sagsnummer:
2003-4012/7-368
 
Sidst opdateret:   27. oktober 2004
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Sælgeren har som udgangspunkt ét forsøg til at reparere din mobil, men der er undtagelser. Lær, hvad dine rettigheder er i forbindelse med reparation.
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.