En forbruger indleverede sit 2½ år gamle ur hos den erhvervsdrivende for at få skiftet batteriet. Da forbrugeren fik uret retur konstaterede han, at uret duggede, og at der var væske i det. Den erhvervsdrivende reparerede uret på ny. Forbrugeren fik uret undersøgt af en anden urmager, der konstaterede, at uret var fyldt med rust, og at værket skulle skiftes. Forbrugeren reklamerede igen til den erhvervsdrivende, der tilbød at reparere uret, hvilket forbrugeren accepterede. Da forbrugeren afhentede uret, bad han den erhvervsdrivende om at trykprøve uret, hvilket den erhvervsdrivende ifølge forbrugeren afviste. Forbrugeren krævede herefter erstatning for uret. Den erhvervsdrivende afviste kravet, og sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Denne sag drejer sig om, hvorvidt forbrugeren kan kræve erstatning af den erhvervsdrivende for sit ur, som efter batteriskiftet ikke længere er vandtæt, hvorefter der som følge heraf er kommet rustaflejringer i uret.
Forbrugeren har oplyst, at han indleverede sit vandtætte ur til batteriskift, og at han kort tid efter afhentningen konstaterede, at der var vand i uret, og at uret duggede. Ifølge forbrugeren modtog han ikke i forbindelse med indleveringen af uret oplysning om, at uret skulle trykprøves efter batteriskiftet. Forbrugeren kræver 2.600 kr. i erstatning svarende til urets købesum, samt tilbagebetaling af vederlaget på 60 kr.
Den erhvervsdrivende har afvist forbrugerens krav. Den erhvervsdrivende har anført, at forbrugeren i forbindelse med indleveringen af uret ikke bad om at få uret trykprøvet. Endvidere er det ikke muligt hos den erhvervsdrivende at få ure trykprøvet, da de ikke har en trykprøvningsmaskine.
Den sagkyndige har konstateret, at der er rustaflejringer indvendig i urkassen og indvendig på bagkassen. Årsagen hertil skyldes ifølge den sagkyndige, at uret ikke er trykprøvet efter batteriskiftet, og der er trængt vand ind i uret. Endvidere mangler der ifølge den sagkyndige en værkring mellem værk og grundkassen i uret.
Ifølge den sagkyndige skal et vandtæt ur altid efter et batteriskift trykprøves, hvilket er alment kendt blandt fagfolk. Uret kan ikke bruges, men det er muligt at skifte værket i uret samt isætte en ny værkring. Dette koster ifølge den sagkyndige 1.585 kr. inkl. moms ekskl. transportomkostninger.
Den sagkyndige har herudover udtalt, at idet det ikke er muligt for den erhvervsdrivende at udføre en trykprøvning, burde den erhvervsdrivende have undladt at skifte batteri i forbrugerens ur.
Nævnet vurderer, at den erhvervsdrivende har udført en ufagmæssig udskiftning af urets batteri, idet uret ikke er blevet trykprøvet i forbindelse med batteriskiftet, og at der som følge heraf er opstået skader på forbrugerens ur. Den erhvervsdrivende har herved handlet ansvarspådragende og er derfor erstatningsansvarlig overfor forbrugeren.
Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at uret ifølge den erhvervsdrivende ikke er blevet trykprøvet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at vandtætte ure ifølge den sagkyndige altid skal trykprøves, hvilket er alment kendt blandt fagfolk. Nævnet har herudover lagt vægt på, at forbrugeren ved indleveringen ingen vejledning modtog om, at hans ur skulle trykprøves efter batteriskiftet.
På baggrund af at urets oplyste værdi og alder på indleveringstidspunktet fastsættes erstatningen skønsmæssigt til 2.000 kr. inklusive vederlaget.”
Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Oprettet:
11. januar 2012