Gå til resume Gå til indhold

4½ gammelt ur væskeskadet efter udskiftning af batteri

Afgørelse
Den erhvervsdrivende burde have trykprøvet forbrugerens ur i forbindelse med batteriskiftet. Den erhvervsdrivende blev herefter erstatningsansvarlig for forbrugerens tab.
Gå til indhold

En forbruger indleverede sit 4½ år gamle ur hos den erhvervsdrivende for at få skiftet batteriet. Da forbrugeren fik uret retur konstaterede han, at uret duggede, og at displayet var gået ud. Den erhvervsdrivende tog uret ind til reparation. I forbindelse med forbrugerens afhentning af uret, oplyste den erhvervsdrivende, at uret var defekt som følge af vand, og at uret i forbindelse med batteriskiftet skulle have været trykprøvet. Forbrugeren reklamerede med det samme over, at han ikke var blevet oplyst herom da han indleverede uret til batteriskift. Forbrugeren kontaktede producenten af uret, der oplyste, at vandskade efter en reparation oftest skyldtes enten mørnede pakninger eller manglende trykprøvning. Forbrugeren reklamerede herefter skriftligt til den erhvervsdrivende, der ikke besvarede forbrugerens henvendelser. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Denne sag drejer sig om, hvorvidt forbrugeren kan kræve erstatning af den erhvervsdrivende for sit ur, som efter batteriskiftet ikke længere er vandtæt, og derfor er blevet fugtskadet og irret i urets elektronik.

Forbrugeren har oplyst, at han indleverede sit vandtætte ur til batteriskift, og han kort tid efter afhentningen konstaterede, at der var kommet dug ind i uret, og urets display ikke virkede. Ifølge forbrugeren blev han ikke i forbindelse med indleveringen af uret vejledt om, at uret skulle trykprøves efter batteriskiftet. Forbrugeren kræver 2.399 kr. i erstatning samt tilbagebetaling af vederlaget på 98 kr.

Den erhvervsdrivende har ikke svaret i sagen, hvorefter forbrugerens oplysninger og Forbrugerklagenævnets sagkyndiges erklæring lægges til grund for nævnets afgørelse.

Den sagkyndige har konstateret, at der på de elektroniske dele i uret er rustmærker fra fugt under batteriet med grøn ir til følge. Årsagen hertil skyldes ifølge den sagkyndige, at uret ikke er trykprøvet efter batteriskiftet, og der er trængt vand ind i uret. Ifølge den sagkyndige skal et vandtæt ur altid trykprøves efter batteriskift. Dette er ifølge den sagkyndige alment kendt blandt fagfolk. Uret kan ikke længere bruges, da der ikke kommer tal på urets display.

Nævnet vurderer, at den erhvervsdrivende har udført en ufagmæssig udskiftning af urets batteri, idet uret ikke er blevet trykprøvet i forbindelse med batteriskiftet, og der som følge heraf er opstået skader på forbrugerens ur. Den erhvervsdrivende har herved handlet ansvarspådragende og er derfor erstatningsansvarlig overfor forbrugeren.

Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at uret ifølge den sagkyndige ikke efter batteriskiftet er blevet trykprøvet. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at vandtætte ure altid skal trykprøves efter et batteriskift, hvilket ifølge den sagkyndige er alment kendt blandt fagfolk. Nævnet har herudover lagt vægt på, at forbrugeren ved indleveringen ingen vejledning modtog om, at hans ur skulle trykprøves efter batteriskiftet.

På baggrund af at urets oplyste værdi og alder fastsættes erstatningsbeløbet skønsmæssigt til 1.800 kr. inklusive vederlaget.”

Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
22-09-2011
 
Lovgrundlag:
Der er ingen specifik lov at henvise til
 
Sagsnummer:
10/05350
 
Sidst opdateret:   17. januar 2012
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.