En yngre kvinde havde købt et smykkeur, som var besat med mere end 200 små rhinsten. Efter ca. 5 måneder faldt nogle af stenene af uret, hvilket kvinden reklamerede over til den er-hvervsdrivende. Uret blev repareret, men efter et halvt år faldt der igen sten af uret. Uret blev repareret igen, men da der efter ca. en måned på ny faldt sten af uret, forlangte kvinden at få et nyt ur eller at få pengene tilbage. Det afviste den erhvervsdrivende. Herefter blev uret repareret yderligere to gange. Kvinden forlangte igen at få pengene tilbage eller at få et nyt ur. Da den erhvervsdrivende fortsat afviste dette, og da han nu også afviste at reparere uret, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Det fremgår af erklæringen fra nævnets sagkyndige, at klagerens ur mangler 5 små rhinsten, og at det må formodes, at stenene er mistet ved almindelig brug eller er slået i stykker ved stød. Ifølge den sagkyndige er der tale om et smykkeur, som er beregnet til nænsom og selskabelig brug.
Nævnets flertal (3 nævnsmedlemmer) finder, at det i forbindelse med salg af smykkeure må være en naturlig og rimelig forpligtelse for den erhvervsdrivende at oplyse, at der er tale om et sart ur, som ikke er egnet til almindelig brug. Som sagen foreligger oplyst, har indklagede ikke godtgjort, at klageren har fået nogen vejledning herom. Disse tre medlemmer finder derfor, at der foreligger en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3. Da manglen må anses som væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelo-vens § 78, stk. 1.
Et mindretal (2 nævnsmedlemmer) kan ikke give klageren medhold, idet disse to medlemmer lægger vægt på, at der efter den sagkyndiges erklæring ikke er grundlag for at antage, at der har foreligget en oprindelig mangel.” Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til forbru-gerstyrelsen.
Dato for afgørelse:
19-02-2007
Sagsnummer:
2007-641/7-132
Sidst opdateret:
19. marts 2008
Giv din vurdering af denne side