En forbruger blev i 2006 uanmodet kontaktet telefonisk af en erhvervsdrivende. Forbrugeren accepterede skriftligt tilbuddet om fotografering af hans ejendom. Billederne skulle dog først tages i 2007, når en ombygning af ejendommen var blevet færdig.
I foråret 2007 oplyste forbrugeren telefonisk, at fotograferingen ikke kunne ske før i 2008, da ombygningen ikke var færdig. 14 dage senere opsagde forbrugeren skriftligt aftalen med den erhvervsdrivende. Samme dag bekræftede den erhvervsdrivende, at fotograferingen godt kunne udskydes til 2008, hvis forbrugeren bekræftede det skriftligt. Den erhvervsdrivende hørte ikke yderligere fra forbrugeren. Derfor blev forbrugerens ejendom fotograferet i juni 2007, og billederne blev sendt sammen med en regning. Forbrugeren nægtede at modtage billederne og betale regningen. Sagen blev derfor indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren blev kontaktet telefonisk i marts 2006 af indklagede med henblik på at få taget luftfoto af hans ejendom. Ved mail af 27. marts 2008, bekræftede klageren den indgåede aftale over for indklagede.
Klageren har oplyst, at han blev kontaktet telefonisk af indklagede, uden at klageren forudgående havde anmodet om det.
Klageren har endvidere oplyst, at klageren er forbruger, da billederne alene skulle benyttes til privat brug.
Indklagede har gjort gældende, at der ikke er tale om en forbrugeraftale, da aftalen blev indgået med klagerens virksomhed, som driver landbrug fra ejendommen. Indklagede har anført, at der på en ordrebekræftelse er henvist til, at ejendommen er tilknyttet klagerens virksomheds cvr. nr.
Ved en forbrugeraftale forstås efter lov om visse forbrugeraftaler § 3, stk. 1, en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsageligt handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende har samtidig bevisbyrden for, at en aftale, han har indgået, ikke er en forbrugeraftale, jfr. lovens § 3, stk. 2.
Som sagen foreligger oplyst kan indklagede ikke anses for at have løftet bevisbyrden for, at den indgåede aftale ikke er en forbrugeraftale. Forbrugerklagenævnet har derfor kompetence til at behandle sagen.
Efter lovens § 6, stk. 1, må en erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale. Det følger samtidigt af lovens § 7, at et løfte afgivet af forbrugeren ved en erhvervsdrivendes henvendelse i strid med § 6 ikke er bindende.
Henset til at der går mere end et år, før klageren meddeler indklagede, at han vil opsige aftalen, er det Nævnets vurdering, at klageren har udvist passivitet. Klageren har dermed fortabt retten til at påberåbe sig ugyldigheden af aftalen og er forpligtet til at betale 5.625 kr. til indklagede for den modtagne ydelse.”
Sidst opdateret:
16. februar 2010