En ung pige så en reklame fra en optiker, hvoraf det fremgik, at man kunne få et kontaktlinseabonnement til en lav pris inkl. reservebrilleordning.
Hun henvendte sig hos optikeren, hvor hun indgik en aftale om et abonnement til en pris af 160 kr. pr. måned, og hun fik udleveret en aflastningsbrille. Hun underskrev samtidig en kontrakt for kontaktlinseabonnement.
Godt 2 år senere opsagde hun abonnementet, som efter kontrakten kunne opsiges med 2 måneders varsel. Hun modtog da en regning på 1.406 kr. for brillerne, som havde kostet 1.676 kr., og som var afdraget med 10 kr. i 27 måneder.
Forbrugeren protesterede mod at skulle betale for brillerne og tilbød at tilbagelevere dem, da hun aldrig havde forstået aftalen således, at hun kunne komme til at betale for brillerne ved aftalens opsigelse. Forbrugeren oplyste, at hun ikke havde modtaget en kvittering, hvoraf brillernes pris fremgik. Den erhvervsdrivende fastholdt, at forbrugeren skulle betale for brillerne, idet det var blevet oplyst mundtligt ved aftalens indgåelse, ligesom det fremgik af kontrakten. Den erhvervsdrivende kunne ikke dokumentere, at der var udleveret en kvittering, hvoraf brillernes pris fremgik.
Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse: ” Sagen angår en abonnementsaftale indgået den 27. maj 2002 vedrørende kontaktlinser. Som en integreret del af abonnementskontrakten er i den fortrykte kontrakt indføjet følgende brilleordning:
”Ordningen giver mulighed for ejendomsret over en brille, der fungerer som en reservebrille. Man kan således frit vælge en brille incl. enkeltstyrke glas til en skyldig værdi af max kr. 1200,-. Ønskes ikke standardglas eller flerstyrkeglas, er undertegnede indforstået med selv at betale for glas, så kun stellet indgår i brilleordningen. Brilleordningen fungerer sideordnet med kontaktlinseabonnementet og nedskrives med kr. 10,- pr. måned, så længe der betales kontaktlinseabonnement. Opsiges abonnementet, er undertegnede indforstået med at betale restbeløbet på brillen. Der kan ikke udleveres briller i brilleordningen efter opsigelse af kontaktlinseabonnement. Opsparede beløb kan ikke komme til udbetaling, ligesom det ikke kan modregnes i kontaktlinseabonnement.”
Med en nedskrivning på 10 kr. om måneden vil det vare 10 år, før et par briller til 1.200 kr. er nedskrevet til 0 kr.
Af bilag 3 fremgår, at anskaffelsesprisen på klagerens briller var 1.676 kr. svarende til, at det vil vare knap 14 år, før brillerne vil være nedskrevet til 0 kr.
I den foreliggende sag har klageren – som på aftaletidspunktet var 19 år – forklaret, at hun ved købet fik oplyst, at brillerne var inkluderet i kontaktlinseabonnementet. Klageren har til støtte for sin påstand henvist til, at det af indklagedes reklamemateriale fremgår, at ”reservebrilleordning er med i prisen”. Det gik derfor ikke op for klageren, at kontrakten kunne indebære, at hun var nødt til at opretholde abonnementet gennem en længere årrække, såfremt hun skulle undgå at blive mødt med et betydeligt efterbetalingskrav fra indklagede vedrørende de omfattede briller.
Samtidig støtter kontraktens ordlyd, hvorefter det omtales som en mulighed, at der kan opnås ejendomsret over en brille, at kontrakten kan forstås således, at klageren ved opsigelse kan komme helt ud af kontraktforholdet ved at give afkald på at beholde brillerne.
Opstår der – som i den foreliggende sag – tvivl om forståelsen af en aftale indgået med en forbruger, og har det pågældende aftalevilkår ikke været genstand for individuel forhandling, følger det af aftalelovens § 38 b, stk. 1, at vilkåret skal fortolkes på den måde, som er gunstigst for forbrugeren.
Nævnet finder herefter, at brilleordningen må fortolkes i overensstemmelse med klagerens opfattelse, hvorfor brillerne må anses for omfattet af kontaktlinseabonnementet, således at en opsigelse af dette også indebærer en opsigelse af brilleordningen. Indklagede kan derfor ikke gøre det påståede betalingskrav gældende over for klageren, som har tilkendegivet, at hun ikke ønsker at beholde brillerne.”
Klageren blev herefter mod tilbagelevering af brillerne fritaget for betaling af kravet på 1.406 kr., og den erhvervsdrivende blev pålagt at betale 4.700 kr. i sagsomkostninger.
Sidst opdateret:
31. august 2006