Gå til resume Gå til indhold

Forkert prisskilt på halskæde i butiksvindue

Afgørelse

Den erhvervsdrivende havde som udgangspunkt pligt til at sælge kæden til prisen på skiltet. Da prisen straks blev korrigeret, og da forbrugeren først efter to dage købte kæden til den rigtige pris, havde forbrugeren accepteret prisen.

Gå til indhold

Forbrugeren så en halskæde med vedhæng udstillet i den erhvervsdrivendes butiksvindue. På et prisskilt i vinduet stod 390 kr. Forbrugeren gik ind i forretningen og spurgte til halskæden, men fik oplyst, at prisskiltet var forkert. Prisen på kæden var i stedet 2.390 kr.

To dage senere gik forbrugeren igen ind i forretningen og købte halskæden til 2.390 kr. uden at nævne, at prisen tidligere var skiltet til 390 kr. Forbrugeren fik fra anden side oplyst, at den erhvervsdrivende egentlig var forpligtet til at sælge halskæden til den pris, der fremgik af skiltet. Hun henvendte sig derfor til den erhvervsdrivende og krævede 2.000 kr. tilbagebetalt. Den erhvervsdrivende afviste, fordi der havde været en fejl ved skiltet, da et 2-tal var faldet af. Derudover lå kæden ved siden af 3 andre identiske halskæder, som alle kostede 2.390 kr. Det må derfor have været åbenbart for forbrugeren, at man ikke var færdig med at pynte vinduet. Forbrugeren fastholdte sit krav. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Forretningen skal som udgangspunkt sælge varen til den pris, der står på prisskiltet på varen, også selv om varen ved en fejl er mærket med en forkert pris. Dette gælder dog ikke, hvis klageren indså eller burde indse, at der er tale om en fejl, jf. aftalelovens § 32.

I den foreliggende sag henvendte klageren sig i forretningen for at høre, hvilket materiale kæden var lavet af. Klageren blev straks af indklagede gjort opmærksom på den forkerte pris. Klageren fremsatte ikke her krav om køb af halskæden til 390 kr.

Først et par dage efter købte klageren halskæden til den fulde pris på 2.390 kr. uden at tage forbehold. Indklagede har således korrigeret prisen, og klageren har accepteret prisen inden købets indgåelse. Først efter købets indgåelse har klageren stillet krav om udbetaling af differencen.” Forbrugeren fik derfor ikke medhold i sit krav.

Dato for afgørelse:
20-08-2009
 
Lovgrundlag:
Aftaleloven
 
Sagsnummer:
08/08507
 
Sidst opdateret:   16. februar 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.