En forbruger købte en ring hos sælgeren. Da ringen var for lille, blev det aftalt, at ringen skulle udvides. Efter ringen var blevet udvidet fik forbrugeren ringen udleveret. I forbindelse med udleveringen fik forbrugeren udleveret en bon, hvoraf det fremgik, at der var 8 dages returret.
Efter fem dage henvendte forbrugeren sig i butikken for at returnere ringen, men fik at vide, at ringen ikke kun returneres, da den var specielt fremstillet til forbrugeren. Forbrugeren fastholdte under henvisning til teksten på bonen, at hun var berettiget til at returnere ringen.
Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Klageren fik ringen udleveret den 23. april 2009 efter at have fået den gjort større. Ved samme lejlighed fik hun udleveret bonen, hvoraf det fremgik, at der var 8 dages returret. Det er herefter nævnets opfattelse, at indklagede ikke kan påberåbe sig ændringen af ringen som begrundelse for bortfald af returretten, og at klageren havde ret til at returnere ringen.
Da indklagede har nægtet at opfylde aftalens vilkår, foreligger der en væsentlig misligholdelse af aftalen, og klageren har derfor ret til at ophæve købet.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.
Dato for afgørelse:
26-02-2010
Sidst opdateret:
16. marts 2010
Giv din vurdering af denne side