Gå til resume Gå til indhold

Køb af ur, der dagligt vinder tid

Afgørelse

Den erhvervsdrivende havde ikke inden købet oplyst, at uret vandt tid. Da oplysningen havde betydning for forbrugerens bedømmelse af uret, var uret mangelfuldt. Da manglen var væsentlig, kunne forbrugeren hæve købet.

Gå til indhold

Forbrugeren købte via internettet et ur til 2.965,70 kr. Forbrugeren blev efter et par måneder klar over, at uret vandt 16/17 sekunder på et døgn i forhold til et ur, der blev stillet via radiosignal fra Frankfurt. Forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende, som undersøgte uret. Ifølge den erhvervsdrivende var der ikke nogen fejl ved uret, og et mekanisk urværk kan man ikke forvente går med 100 % nøjagtigt. Forbrugeren krævede ophævelse af købet, men da det blev afvist, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Denne sag drejer sig om køb af et ur over internettet, mærke Praetorian Signifer Automatic.

Forbrugeren har krævet ophævelse af købet, da den erhvervsdrivende i forbindelse med købet ikke har oplyst, at uret vinder 16/17 sekunder pr. døgn.

Forbrugeren har oplyst, at han efter at have sammenlignet uret med et ur, der bliver stillet via radiosignal fra Frankfurt, fandt ud af, at uret vinder 16-17 sekunder pr. dag. Forbrugeren har oplyst, at han ikke ville have købt uret, såfremt han var blevet oplyst om dette inden købet.

Den erhvervsdrivende har afvist klagen under henvisning til, at det er ganske normalt for et ur i den prisklasse, at det taber/vinder tid. Ifølge den erhvervsdrivendes er det ikke unormalt for ure i den prisklasse, at urene kan tabe/vinde 20/40 sekunder pr. døgn. Ifølge den erhvervsdrivende er mekaniske urværk ikke 100 % nøjagtige. Den erhvervsdrivende har oplyst, at forbrugeren kunne finde oplysninger om, hvilket urværk der sidder i uret, på hjemmesiden.

Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at uret vinder ca. 16 sekunder pr. døgn, men at det er ganske normalt.

Har en sælger forsømt, at give køber oplysninger om forhold, der har haft betydning for købers bedømmelse af genstanden, og som sælger kendte eller burde kende, anses salgsgenstanden for mangelfuld. Efter nævnets opfattelse er det en rimelig forpligtelse for en sælger at oplyse køberen om, at der er tale om et ur, der kan tabe/vinde så mange sekunder pr. døgn.

Nævnet har lagt til grund for afgørelsen, at forbrugeren i forbindelse med købet ikke er blevet oplyst om, at uret kan tabe/vinde 20/40 sekunder pr. døgn. Der foreligger herefter en mangel ved det købte (købelovens § 76, stk. 1, nr. 3). Da manglen må anses for ikke at være uvæsentlig, er forbrugeren berettiget til at hæve købet (købelovens § 78, stk. 1, nr. 4).

Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at selvom der på hjemmesiden var lagt data ud omkring urværket, kan det ikke pålægges forbrugeren at undersøge urværkets fakta hos 3. part. for at finde væsentlige oplysninger omkring urværket.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
26-11-2010
 
Lovgrundlag:
Købeloven
 
Sagsnummer:
09/05022
 
Sidst opdateret:   20. januar 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.