En forbruger købte et par skindstøvler. Kort tid efter købet konstaterede forbrugeren, at støvlerne ikke var vandtætte og at læderet var meget modtageligt overfor fugt. Forbrugeren rettede henvendelse til den erhvervsdrivende, som afviste klagen under henvisning til, at forbrugeren ikke havde vedligeholdt støvlerne korrekt. I forbindelse hermed afviste forbrugeren at have modtaget vejledning om vedligeholdelse af støvlerne, herunder at støvlerne skulle imprægneres. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet.
Forbrugerklagenævnets sagkyndige konstaterede, at støvlernes konstruktion indebar, at støvlerne var særligt modtagelige overfor vandindtrængen. Forbrugerklagenævnet traf herefter følgende afgørelse:
”Nævnet har med sagkyndig bistand besigtiget støvlerne, og har konstateret, at støvlerne er konstrueret således, at kanten af bindsålen ligger blottet, idet overlæderet ikke er bukket omkring bindsålen, men derimod er bukket udad og syet sammen med bindsålen i en kantsøm. Fremstillingsmetoden indebærer, at støvlerne er særligt modtagelige overfor vandindtrængen.
Det er nævnets vurdering, at selvom læderfodtøj ikke kan forventes at være vandtæt, har det normalt en vis modstandsdygtighed over for vandindtrængen. Da de købte støvler fremtræder som robuste udendørsstøvler, har klageren haft en berettiget forventning om, at støvlerne havde denne egenskab, medmindre klageren ved købet blev informeret om støvlernes særlige modtagelighed overfor vandindtrængen.
Da det ikke er godtgjort, at klageren blev vejledt herom ved købets indgåelse, finder nævnet, at støvlerne lider af en mangel, jf. købelovens § 76, stk.1, nr. 3 og 4, jf. § 75a, stk. 2, nr. 1 og 2. Da manglen må anses for væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk.1, nr. 4." Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.
Dato for afgørelse:
20-05-2009
Lovgrundlag:
Købeloven § 76, stk. 1, nr. 3
Sidst opdateret:
1. februar 2010
Giv din vurdering af denne side