Gå til resume Gå til indhold

Fordeling af varmeudgifter

Afgørelse

Et medlem af en ejerlejlighedsforening klagede over ejerlejlighedsforeningernes fordeling af varmeudgifterne samt over det firma, der foretog aflæsning af varmeforbruget. Nævnet havde ikke kompetence til at behandle klagen

Gå til indhold

En forbruger ejede en ejerlejlighed i en ejendom, der var opdelt i tre ejerlejligheder. Der var stiftet en ejerlejlighedsforening, der bl.a. sørgede for fordeling af varme- og andre fællesudgifter mellem medlemmerne af foreningen. Foreningen havde antaget et firma til at foretage aflæsning af varmeforbruget og udfærdige varmeregnskab.

Forbrugeren var uenig i fordelingen af varmeudgifterne, idet han bl.a. gjorde gældende, at firmaet i en årrække havde undladt at aflæse en radiator i en af ejerlejlighederne. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

»Indklagede 1 er en ejerlejlighedsforening, og klagen mod denne drejer sig om fordeling af varmeudgifterne mellem foreningens medlemmer.

Efter § 1 i lov om Forbrugerklagenævnet behandler Forbrugerklagenævnet klager fra forbrugere vedrørende varer, arbejds- eller tjenesteydelser. Det fremgår af bemærkningerne til loven (Folketingstidende 1973-74, 2. samling, tillæg A, sp. 2277), at kun klager mod erhvervsdrivende og (og i et vist omfang mod offentlige virksomheder) kan indbringes for nævnet.

Nævnet finder ikke, at en ejerlejlighedsforening, der varetager medlemmernes private interesser, kan anses for erhvervsdrivende. Det falder derfor uden for nævnets virksomhedsområde at behandle klagen mod indklagede 1, Ejerforeningen.

Aftalen med indklagede 2, (firmaet), om aflæsning af varmeforbrug er indgået med Ejerforeningen, og ikke med klageren, hvorfor indklagede 2 ikke over for klageren har påtaget sig at udføre en tjenesteydelse, som klageren kan klage over til nævnet.« 

Nævnet afviste herefter sagen.

Dato for afgørelse:
31-12-2002
 
Lovgrundlag:
Forbrugerklagenævnsloven
 
Sagsnummer:
2001-324/7-253
 
Sidst opdateret:   22. marts 2004
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give