I perioden 1994 til 2003 opgav en forbruger kun 1/10 af det reelle vandforbrug ved afrapportering til det kommunale vandværk, hvilket først blev opdaget, da vandmåleren i 2003 blev udskiftet.
Kommunen krævede herefter betaling for det ikke afregnede vandforbrug på i alt 1.246 m3, og kommunen opgjorde det skyldige beløb med udgangspunkt i prisen for vand og vandafgifter i 2004. Beløbet var ca. 44.000 kr.
Forbrugeren afviste betalingskravet og gjorde i den forbindelse opmærksom på, at hun ved henvendelse til kommunen i 1994 havde fået oplyst, at det sidste ciffer på vandmåleren var en decimal, der ikke skulle medtages på opgørelsen, og det var derfor, der kun var opgivet 1/10 af forbruget. Forbrugeren mente også, at der måtte være fejl ved vandmåleren, da hun ikke kunne have haft et så stort vandforbrug som nu opgjort. Endelig kunne forbrugeren ikke acceptere, at kommunen ikke ved opkrævningen fordelte forbruget henover årene og opgjorde kravet med udgangspunkt i de satser, der gjaldt i de enkelte år.
Kommunen lod vandmåleren kontrollere, men fandt ikke fejl ved vandmåleren og fastholdt derfor kravet.
Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, og på Forbrugerstyrelsens forespørgsel oplyste kommunen under sagens behandling, at der ikke blev foretaget stikprøvekontrol på frivilligt opsatte vandmålere som forbrugerens, idet kommunen af Erhvervsfremme Styrelsen havde fået dispensation fra kravet om gennemførelse af stikprøvekontrol. Kommunen fremlagde dispensationen for Forbrugerklagenævnet. I dispensationen var bl.a. følgende anført:
”Dispensationen fratager ikke vandværket for – via sit kontrolsystem – at gennemføre opfølgning i forbindelse med målere, som formodes at overskride de tilladte grænser for målerunøjagtighed.”
Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:
” Efter bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1118 af 12. december 2003 om forbrugerklager, kan Forbrugerklagenævnet behandle klager vedrørende varer eller tjenesteydelser, der hidrører fra offentlig virksomhed, hvis klagen vedrører levering af el, gas, vand og varme.
Klageren i denne sag har bestridt, at der er forbrugt vand i den mængde, som indklagede har krævet betaling for. Da tvivlsspørgsmålet således er, om kommunen har leveret den påståede mængde vand, er Forbrugerklagenævnet kompetent til at behandle klagen i det hele, uanset at det omtvistede krav vedrører betaling for såvel vandforbrug som de dertil knyttede afgifter.
Klageren har forklaret, at hun i årene 1994 til 2003 fejlagtig antog, at det sidste ciffer på vandmåleren var en decimal, der ikke skulle medtages ved aflæsningen af vandforbruget. Klageren har dermed i de pågældende år kun opgivet 1/10 af det vandforbrug, som vandmåleren reelt har registreret. Klageren har i den forbindelse gjort gældende, at vandmåleren må være fejlbehæftet, idet hun ikke kan have haft et så stort forbrug.
Vandmåleren har været kontrolleret af et akkrediteret laboratorium og af nævnets sagkyndige. Ved begge kontrolmålinger har afvigelsestolerancen ligget inden for det tilladte. Der er ikke i øvrigt oplyst omstændigheder, der kan have medført en forkert forbrugsmåling, og nævnet finder derfor ikke, at klageren har godtgjort, at forbruget har været mindre end vandmålerens reelle udvisende.
Nævnet har herefter ikke grundlag for at betvivle, at klageren fra 1. oktober 1994 til 30. september 2003 har haft et merforbrug af vand på 1.246 m3 som opgjort af indklagede, som klageren ikke har betalt for via de årlige opkrævninger.
Det er imidlertid samtidig nævnets vurdering, at indklagede har haft pligt til at etablere et kontrolsystem med henblik på at foretage opfølgning i relation til målere, som må formodes at overskride de tilladte grænser for målerunøjagtighed, jf. herved, at dette da også er forudsat i den dispensation fra bestemmelsen om gennemførelse af stikprøvekontrol, som Erhvervsfremme Styrelsens meddelte indklagede den 3. juli 2002 (sagens bilag 8).
Indklagede har selv henvist til, at et årligt forbrug på gennemsnitligt 152 m3 ligger under den sædvanlige norm for en husstand, og klageren har anført, at landsgennemsnittet af forbrug af vand pr. borger er 122 liter pr. døgn. Klageren – som efter det oplyste er enlig og angiver at have et yderst beskedent vandforbrug – har efter målerudskiftningen i 2003 brugt 41 m3 på et år, altså væsentlig mere end tidligere opgivet. Det forbrug pr. år på mellem 13 og 18 m3, som klageren opgav i årene 1995 til 2003, må derfor anses for at have været helt usædvanligt lavt og burde have givet anledning til, at der blev iværksat kontrolforanstaltninger, hvorved fejlen ville være blevet opdaget. Indklagede har endvidere selv under sagen gjort gældende, at klagerens aflæsninger så ud til at være skønnede, idet aflæsningerne var identiske med de af indklagede foreslåede acontotal. Også den omstændighed, at klageren efter indklagedes opfattelse gennem en længerevarende årrække alene angav skønnede tal, burde efter nævnets opfattelse have fået kommunen til at foranstalte nærmere undersøgelser af klagerens forbrug.
Det beror derfor i høj grad på kommunens egne forhold, at det ikke blev opdaget på et langt tidligere tidspunkt, at det af klageren indberettede forbrug var alt for lavt. Klageren har samtidig anført, at det skyldes en fejlagtig rådgivning fra kommunens side i 1994, at hun har aflæst måleren forkert. Har klageren som følge af en fejlrådgivning fra kommunens side aflæst måleren i god tro og i god tro indrettet sig på, at hun via de årlige opkrævninger har betalt, hvad hun skulle i anledning af hendes vandforbrug, taler dette – sammenholdt med kommunens manglende kontrolforanstaltninger - med vægt for helt at afskære kommunen fra at kunne gøre et tilbagebetalingskrav gældende, jf. herved Vestre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 1970, s. 906. Stillingtagen til, om der har foreligget en fejlrådgivning fra kommunens side, og om klageren har været i den fornødne gode tro, forudsætter imidlertid en yderligere bevisførelse i form af parts- og eventuelle vidneforklaringer afgivet under strafansvar. Da en sådan bevisførelse ikke kan finde sted for Forbrugerklagenævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, om kommunens krav i det hele må anses for fortabt. Denne del af sagen afvises derfor som uegnet til nævnsbehandling, jf. herved forbrugerklagelovens § 14, stk. 2.
Anses kommunens krav ikke i det hele som værende fortabt, vil kravet dog under alle omstændigheder skulle nedsættes, idet det må skulle opgøres med udgangspunkt i priserne i de enkelte forbrugsår og ikke – som indklagede har gjort - i det hele ud fra de satser, der gjaldt for afregningsperioden 2003.
Dertil kommer, at indklagede som følge af det ovenfor anførte om kommunens mangelfulde kontrolforanstaltninger ikke kan anses for at have været i utilregnelig uvidenhed om sit krav, og at kravet, som er omfattet af lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer, derfor under alle omstændigheder er delvis forældet. Efter 1908-lovens § 1, stk. 1, sammenholdt med § 2 forældes krav omfattet af loven, når der er gået 5 år efter, at kravet forfaldt, medmindre der forinden er foretaget retslige skridt. Da sagens indbringelse for Forbrugerklagenævnet må sidestilles hermed, og da sagen blev indbragt for nævnet den 28. april 2004, betyder dette, at den del af kravet, som kunne have været gjort gældende inden 28. april 1999, må anses for forældet.
Indklagede er herefter under alle omstændigheder forpligtet til at nedsætte sit krav i overensstemmelse med det ovenfor anførte.”