Som følge af, at en snegl var trængt ind i et strømfordelerskab blev strømforsyningen til en forbrugers sommerhus afbrudt, hvorved varer i klagerens køleskab og fryser blev ødelagt. Forbrugeren opgjorde erstatningskravet til godt 7.000 kr.
Elselskabets forsikringsselskab anerkendte erstatningspligten, men afviste forbrugerens krav som udokumenteret. Forsikringsselskabet fastsatte erstatningsbeløbet til 6.300 kr., men fratrak selvrisikoen på 4.000 kr. i henhold til produktansvarsloven. Da forbrugeren var utilfreds hermed, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet.
Sagen blev behandlet på et nævnsmøde, men efterfølgende blev sagen udsat af nævnsformanden, der rettede følgende henvendelse til el-selskabet:
"Sagen vedrører en strømafbrydelse i et sommerhus forårsaget af snegle, som er trængt ind i distributionsskabet på klagerens grund. Strømafbrydelsen medførte skade på fødevarer i fryser og køleskab, og klageren har opgjort sit erstatningskrav i den anledning til 7.258 kr., uden at kravet dog er nærmere dokumenteret.
X´s forsikringsselskab har anset skaden for omfattet af produktansvarsloven og har herefter alene villet udbetale 2.300 kr. til klageren efter fradrag af selvrisikobeløbet på 4.000 kr. i henhold til produktansvarslovens § 8.
I X´s almindelige betingelser for ellevering gældende fra 1. januar 1991 hedder det i afsnit 2 om X´s anlæg/leveringsgrænse bl.a.:
"2.1 X etablerer og vedligeholder de anlæg, der er nødvendige frem til en leveringsgrænse fastsat af X. Leveringsgrænsen fastsættes i overensstemmelse med X´s regler for investeringsbidrag.
….
2.6 For at X kan opfylde sin leveringsforpligtelse over for kunden, kan det være nødvendigt, at der anbringes anlæg, fx master, kabler, fordelingsskabe, transformerstationer m.v. i eller på kundens ejendom. I sådanne tilfælde skal kunden stille et egnet areal eller rum til rådighed for X. …"
Det hedder endvidere i afsnit 4.1 om ansvar ved driftsforstyrrelser m.m.:
"Ved strømafbrydelse og andre tilfælde af ikke-kontraktmæssig levering i forbrugerkøb gælder købelovens regler. Over for erhvervsdrivende er X ikke ansvarlig for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab, medmindre der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed fra X´s side. Erhvervsdrivende opfordres til at tegne driftstabsforsikring.
Hvis X´s anlæg forvolder skade på personer eller gods, gælder stærkstrømslovens § 6. (Ved ændring af stærkstrømsloven i maj 1993 ændres henvisningen til stærkstrømlovens § 17.)"
Som Forbrugerklagenævnet har forstået X´s betingelser, er distributionsskabet en del af X´s distributionssystem. Sneglenes indtrængen i skabet medførte derfor, at en del af X´s distributionsudstyr blev sat ud af kraft med den følge, at X´s levering af el blev afbrudt. Klagerens tab skyldes således ikke en defekt ved X´s ydelse, men derimod det forhold, at ydelsen ikke blev leveret i en vis periode. Efter nævnets foreløbige opfattelse foreligger der derfor ikke en produktskade, men derimod en misligholdelse i form af forsinkelse, som er underlagt købelovens regler, herunder – da levering af el er en genusydelse – ansvarsreglen i købelovens § 24.
Forinden nævnet træffer endelig afgørelse i sagen, skal nævnet forespørge, om det anførte giver X anledning til at ændre sin stillingtagen til sagen.«
Elselskabet meddelte nævnet, at det ikke var enig i, at købelovens § 24 fandt anvendelse, idet el er en flygtig vare. Dertil kom, at det forhold, at en snegl kunne trænge ind i skabet, måtte skyldes, at en trafikant havde påkørt skabet. Disse omstændigheder betragtede selskabet som force majeure, hvilket selskabet tog forbehold for i de almindelige betingelser. Endelig påpegede selskabet, at kravet var udokumenteret, og at forbrugeren havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt. Nævnet traf herefter følgende afgørelse:
" Som nævnt i Forbrugerstyrelsens brev af 27. februar 2003 til parterne er det nævnets opfattelse, at den udeblevne strømleverance må sidestilles med forsinkelse, og at indklagedes erstatningsansvar derfor som udgangspunkt skal bedømmes efter købelovens § 24, medmindre andet er aftalt mellem parterne.
Indklagede har heroverfor i sit brev af 5. marts 2002 blandt andet gjort gældende, at sneglenes indtrængen i distributionsskabet skyldtes, at dette var blevet beskadiget formentlig som følge af, at det var blevet påkørt af en trafikant, og at dette i givet fald må sidestilles med force majeure omfattet af indklagedes ansvarsfrihedsklausul i afsnit 4 i indklagedes almindelige betingelser.
Efter nævnets opfattelse synes afsnit 4 i indklagedes almindelige betingelser ikke at indeholde særlige regler om ansvarsfraskrivelse i tilfælde af strømafbrydelse til private forbrugere.
Indklagede har imidlertid samtidig i sit brev af 5. marts 2003 påberåbt sig, at klagers krav er udokumenteret, samt at det må være klagers egen risiko at efterlade varer i et køle-/fryseskab i et sommerhus
Da indklagede således bestrider klagers erstatningsopgørelse på 7.258 kr., og da denne alene er baseret på klagers egne oplysninger, kan nævnet ikke med den bevisførelse, som kan finde sted for nævnet, tage stilling til, om klager har lidt et tab, som overstiger det beløb på 2.300 kr., som klager allerede har fået udbetalt i erstatning fra indklagede. Da strømafbrydelser aldrig helt kan udelukkes, er det endvidere nævnets opfattelse, at klager ikke burde have efterladt et større parti værdifulde madvarer i et fryse-/køleskab i flere dage uden opsyn, og at der derfor under alle omstændigheder bør ske en begrænsning af klagerens krav efter reglerne om egen skyld/accept af risiko."
Fra Forbrugerjura 2003