En forbruger købte i oktober 2004 en computerskærm på internettet.
Forbrugeren ønskede at udnytte sin fortrydelsesret, da efter at have afprøvet skærmen konstaterede, at skærmen fremtrådte fedtet og ridset. Sælgeren afviste at lade forbrugeren udnytte fortrydelsesretten, da forbrugeren havde taget varen i brug og derfor ikke kunne tilbagelevere varen i væsentlig samme stand og mængde. Den erhvervsdrivende henviste endvidere til salgsbetingelserne, hvoraf det fremgik, at fortrydelsesretten bortfaldt, hvis varen blev taget i brug. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Da købet af den omhandlede computerskærm er sket via indklagedes hjemmeside, foreligger der et fjernsalg omfattet af lov om visse forbrugeraftaler (lov nr. 451 af 9. juni 2004), jf. lovens § 4. Klager har derfor som udgangspunkt ret til at fortryde købet inden for en frist på 14 dage regnet fra varens modtagelse, jf. lovens § 18.
Det er ikke bestridt, at klageren har opfyldt de tidsmæssige betingelser for at fortryde købet. Indklagede har imidlertid gjort gældende, at det forhold, at klageren har taget skærmen i brug, afskærer ham fra at fortryde købet.
Det følger af lovens § 20 – der som lovens øvrige bestemmelser ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, jf. § 28 – at det er en betingelse for at kunne gøre fortrydelsesretten gældende, at det modtagne kan tilbagegives den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. At varen har været afprøvet – og dermed har været taget i brug – indebærer ikke i sig selv, at varen ikke kan tilbagegives i væsentlig samme stand. Er det efter varens art åbenbart, at en ibrugtagning vil medføre en formindskelse af varens salgsværdi, gælder fortrydelsesretten dog ikke efter ibrugtagning, forudsat at forbrugeren er gjort udtrykkelig opmærksom herpå, jf. § 20, stk. 3, nr. 1.
Det forhold, at klageren måtte have afprøvet computerskærmen, afskærer derfor ikke i sig selv klageren fra at fortryde købet.
Klageren har i øvrigt anført, at computeren allerede ved modtagelsen fremtrådte fedtet og ridset, hvilket var baggrunden for, at klageren ønskede at udnytte sin fortrydelsesret. Nævnet finder det derfor ikke godtgjort, at skærmen ved indklagedes modtagelse af denne ikke skulle have været i væsentlig samme stand som ved skærmens overgivelse til klageren. Det bemærkes herved, at det ved en tvist om, hvorvidt eventuelle ridser var til stede allerede på leveringstidspunktet, som udgangspunkt påhviler indklagede at godtgøre, at dette ikke var tilfældet, jf. herved købelovens § 77 a, stk. 3, hvorefter fejl ved varen, som viser sig inden for 6 måneder efter varens levering, formodes at have været til stede ved leveringen, medmindre der gør sig særlige forhold gældende.
Nævnet finder derfor, at det på det foreliggende grundlag må lægges til grund, at klageren i det hele har opfyldt lovens betingelser for at fortryde købet. Klageren har som følge heraf krav på at få tilbagebetalt købesummen på 3.266,26 kr., jf. forbrugeraftalelovens § 21, stk. 2.” Klageren havde endvidere krav på at få sit tilbagebetalingskrav forrentet efter rentelovens bestemmelser 30 dage fra den dag, da indklagede havde modtaget varen retur og haft mulighed for at undersøge den, jf. herved forbrugeraftalelovens § 21, stk. 3. Derudover blev den erhvervsdrivende også pålagt at betale Forbrugerstyrelsens udgifter til sagens behandling, kr. 4.700.
Sidst opdateret:
21. september 2006