Gå til resume Gå til indhold

Køb af computer sammensat efter forbrugerens ønske

Afgørelse

Køb via internettet af computer sammensat efter forbrugerens ønske kunne ikke karakteriseres som et bestillingskøb (tilvirkningskøb) efter forbrugeraftaleloven.

Gå til indhold

En forbruger købte en computer via en erhvervsdrivendes hjemmeside. I forbindelse med bestillingen kunne forbrugeren vælge andet tilbehør, og forbrugeren valgte at udskifte 7 af computerens standardkomponenter. Efter levering af computeren ønskede forbrugeren at benytte sig af sin fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven. Den erhvervsdrivende fastholdt - med henvisning til handelsbetingelserne der fremgik af hjemmesiden - at der var tale om et bestillingskøb dvs. et køb, hvor varen er tilpasset forbrugerens individuelle behov, hvorfor fortrydelsesretten var bortfaldet før tid, jf. handelsbetingelserne, hvoraf følgende fremgik:

Ved montering af PC-systemer sammensat efter kundens ønske, er der ikke længere fortrydelsesret fra og med det tidspunkt, hvor kunden har modtaget en ordrebekræftelse fra [den erhvervsdrivendes navn].

Den erhvervsdrivende tilbød, at forbrugeren kunne returnere computeren mod betaling af et afbestillingsgebyr på 1.000 kr. Forbrugeren afviste at betale et gebyr og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Såvel den dagældende forbrugeraftalelov som lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler, der er gældende i dag, indeholder en særregulering for så vidt angår fortrydelsesfristens beregning ved køb af varer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov (de såkaldte tilvirknings- eller bestillingskøb), jf. herved den dagældende forbrugeraftalelovs § 6, stk. 5, og § 12, stk. 2, samt den nugældende lovs § 18, stk. 2, nr. 1, og stk. 2.

Særreguleringen indebærer, at fortrydelsesfristen kun skal gælde, indtil den erhvervsdrivende har påbegyndt fremstillingen eller tilpasningen af varen. Baggrunden herfor er, at den erhvervsdrivende kan have lagt et stort arbejde i fremstillingen eller tilpasningen af varen, og at varen ofte er tilvirket til et særligt formål og efter bestemte mål, således at den ikke uden videre kan sælges til anden side, jf. herved Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 3669. Særreguleringen har derfor til formål at gøre det muligt at indgå aftaler, som sikrer, at den erhvervsdrivende ikke påføres eventuelle udgifter til påbegyndt tilpasning af varen eller kommer til at stå med hel- eller halvfærdige varer, som ikke kan afsættes til anden side, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp. 1294, og Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5937, 1. sp., hvor det bl.a. fremhæves, at der ved bestillingskøb i vidt omfang gør sig de samme hensyn gældende som ved tjenesteydelser, der typisk er karakteriseret ved, at de – i modsætning til varer – ikke kan tilbagegives.

Det fremgår af de nævnte lovforarbejder, at særreguleringen vedrørende tilvirknings- og bestillingskøb er tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Dette harmonerer også med fortrydelsesrettens formål ved fjernsalg. Ved bestilling af en vare via fjernsalg har forbrugeren således ikke haft lejlighed til at undersøge varen, og reglerne skal derfor sikre ham mulighed for at fortryde købet, hvis det ved modtagelsen af varen viser sig, at den ikke lever op til de forventninger, forbrugeren har fået på baggrund af den erhvervsdrivendes markedsføringsmateriale, uden at forbrugeren behøver at gøre gældende, at der er givet urigtige oplysninger, eller at varen i øvrigt er mangelfuld, jf. herved Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 731.

Det forhold, at klageren ved bestillingen af computeren har kunnet vælge mellem forskelligt tilbehør mv., og at computeren er blevet leveret med dette tilbehør, kan på baggrund af det anførte ikke antages at bevirke, at der foreligger et bestillings- eller tilvirkningskøb i forbrugeraftalelovens forstand. Aftalen savner således de afgørende karakteristika herfor, idet der ikke er tale om fremstilling eller tilpasning af en vare til et særligt formål og efter bestemte mål, som er særlige for klageren, således at varen ikke uden videre kan sælges til anden side.

Indklagede har ikke med bindende virkning for klageren kunnet fravige loven, jf. herved den dagældende lovs § 16, og indklagede har derfor givet klageren urigtige oplysninger om hendes lovbestemte fortrydelsesret. Fortrydelsesfristen udløb som følge heraf først 3 måneder efter den dag, da klageren fik computeren i hænde, jf. herved den dagældende lovs § 12 a, stk. 2, sammenholdt med stk. 1, litra 2.

Da klageren således har fortrudt købet rettidigt, har indklagede pligt til at tilbagebetale det beløb på 1.000 kr., som indklagede har afkrævet klageren i afbestillingsgebyr.

Det bemærkes i øvrigt, at indklagedes leveringsvilkår, hvorefter der ikke længere er fortrydelsesret fra og med kundens modtagelse af indklagedes ordrebekræftelse, heller ikke ville have været i overensstemmelse med § 12, stk. 2, i den dagældende forbrugeraftalelov, selv om der havde foreligget et tilvirknings- eller bestillingskøb i lovens forstand, idet vilkåret ikke kan sidestilles med et indhentet samtykke fra kunden til, at indklagede kunne begynde udførelsen mv. inden fortrydelsesfristens udløb.” Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at den erhvervsdrivende modtog computeren retur, jf. § 12, stk. 2, i den dagældende forbrugeraftalelov.

Dato for afgørelse:
07-09-2005
 
Lovgrundlag:
Forbrugeraftaleloven (886/1987 m. senere ændringer) § 6, stk. 1, § 12, stk. 2
 
Sagsnummer:
2004-4031/7-1205
 
Sidst opdateret:   8. marts 2006
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Video: Sådan handler du trygt på nettet i EU
I denne video får du en række gode råd til, hvordan du kan kigge webbutikkerne efter i sømmene, når du handler på nettet i EU.
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.