Momsrefusion

En forbruger købte i en netbutik en router. Samme dag rettede han pr. mail henvendelse til den erhvervsdrivende, idet han ønskede oplyst, om han kunne få momsrefusion for købte varer i forbindelse med fraflytning til udlandet. Den erhvervsdrivende svarede, at han blot skulle sende dokumentation for, at produkterne var udført af landet. Herefter ville den erhvervsdrivende tilbagebetale momsen.

Forbrugeren sendte herefter den fornødne dokumentation med toldvæsenets stempel, og den erhvervsdrivende lovede forbrugeren at udbetale momsbeløbet på 181,17 kr.

Da forbrugeren forgæves havde rykket den erhvervsdrivende for udbetaling af beløbet, og den erhvervsdrivende afviste at udbetale beløbet med henvisning til, at forbrugeren ikke var fraflyttet Danmark på tidspunktet for købets indgåelse, blev sagen forelagt Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Levering af varer, der af en køber, som ikke er registreret her i landet, eller for dennes regning udføres til steder uden for EU, er fritaget for momsafgift, jf. momsloven § 34, stk. 1, nr. 5.

Såfremt man har bopæl uden for EU, kan man derfor få tilbagebetalt moms af varer købt i Danmark, jf. vejledning af januar 1995 vedrørende tilbagebetaling af moms til turister i Danmark. Det følger imidlertid af samme vejledning, at momsrefusionen er et mellemværende mellem forretningen og forbrugeren, og at det er frivilligt for forretningerne at indgå en sådan aftale om momsrefusion. Skat udbetaler ikke momsen. Såfremt den erhvervsdrivende ikke ønsker at medvirke, er der ingen mulighed for at få momsen refunderet.

Klageren rettede forespørgsel om momsrefusionen til indklagede i mail af 10. november 2005, hvortil indklagede svarede, at han blot skulle sende dokumentation, efter produkterne var udført af landet, hvorefter momsen ville blive tilbagebetalt.

Da momsen ikke blev tilbagebetalt, rettede klageren henvendelse herom 23. januar 2006. Indklagede svarede samme dag, at den manglende momsrefusion alene skyldtes sagsgangen hos [den indklagede]. Indklagede anførte således ikke på dette tidspunkt, at de ikke anså sig forpligtet.

Først ved mail af 16. maj 2006 anførte indklagede, at man ikke ville imødekomme klagerens anmodning om momsrefusion. Det bemærkedes endvidere, at denne afvisning ikke blev begrundet med påstanden om mangel på bindende aftale, men den blev i stedet begrundet med en fejlagtig fortolkning af reglerne om momsrefusion ved fraflytning til udlandet.

Forbrugerklagenævnet lægger mailkorrespondancen til grund og fastslår dermed, at aftalen om momsrefusion af 10. november 2005 er bindende for sagens parter, og at indklagedes efterfølgende adfærd bekræfter denne antagelse.

Indklagede anfører imidlertid i brev af 22. juli 2006, at der debiteres 250 kr. i gebyr ved gennemførelse af momsrefusion, da gennemførelsen heraf medfører en del ekstraarbejde. Det fremgår af korrespondancen, at dette beløb først nævnes i brev af 22. juli 2006. Eftersom dette gebyr først bliver nævnt så sent i forløbet, er den erhvervsdrivende ikke berettiget til at opkræve dette beløb, da det ikke har været en del af den bindende aftale af 10. november 2005.

Nævnet giver således klageren medhold i, at der i mail af 10. november 2005 blev indgået en bindende aftale, og at han derfor er berettiget til momsrefusion.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav samt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen