Gå til resume Gå til indhold

Fjernsalg fortrudt før afsendelse af varen

Afgørelse

Ved fortrydelse af en fjernsalgsaftale indgået med en dansk erhvervsdrivende via en dansk hjemmeside var den erhvervsdrivende ikke berettiget til at tilbageholde et beløb til dækning af omkostninger ved returnering af varen til udlandet samt til administration og værdiforringelse af varen.

Gå til indhold

En forbruger bestilte en computer via en dansk hjemmeside, og fik oplyst, at computeren ville blive leveret inden 10 dage. Da forbrugeren ikke fik computeren leveret på den 11. dag, kontaktede han den erhvervsdrivendes fragtselskab, som oplyste, at computeren endnu ikke var indleveret til firmaet, og at forbrugeren derfor ikke kunne forvente levering de følgende 1-2 dage. Forbrugeren krævede derfor skriftligt købet ophævet over for den erhvervsdrivende.

Ca. en uge senere forsøgte den erhvervsdrivende alligevel at levere computeren, men forbrugeren nægtede at modtage den, da han havde hævet købet. Den erhvervsdrivende tilbagebetalte derefter købesummen på nær 743,75 kr. til dækning af direkte og indirekte returomkostninger ved returnering af computeren til fabrikken i Irland, samt administration og forringelse af varen.

Forbrugeren protesterede over dette og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har bestilt computeren via indklagedes hjemmeside. Der foreligger derfor et fjernsalg omfattet af forbrugeraftalelovens kap. 4, hvorefter klageren har krav på 14 dages fortrydelsesret.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2, at det ved udnyttelse af fortrydelsesretten påhviler forbrugeren at afholde omkostninger ved tilbagesendelse af varen til den erhvervsdrivende. Det er i forarbejderne til bestemmelsen, jf. herved FT 1977-78, tillæg A, s. 79, anført, at forbrugeren ikke vil kunne pålægges omkostningerne ved fortrydelsen, såfremt forbrugeren giver den erhvervsdrivende meddelelse om fortrydelsen, inden varen er afsendt til forbrugeren.

Det fremgår af sagen, at klageren den 8. februar 2005 pr. mail annullerede købet, da klageren fra indklagedes fragtfirma havde fået oplyst, at computeren endnu ikke var blevet indleveret til forsendelse. Indklagede har oplyst, at indklagede forsøgte at levere computeren i perioden 7.-9. februar 2005, men har trods opfordring hertil ikke dokumenteret dette.

Nævnet lægger derfor til grund, at klageren fortrød købet og meddelte dette til indklagede, inden computeren blev afsendt fra indklagede, hvorfor det allerede af denne grund ikke kan pålægges forbrugeren at betale for returnering af varen. Indklagede skal derfor tilbagebetale de resterende 743,75 kr. til klageren

Indklagede har oplyst, at de opkrævede returfragtomkostninger omfatter direkte og indirekte omkostninger ved tilbagesendelse af varen til Irland, herunder værdiforringelse af varen og administrationsomkostninger.  

Nævnet finder anledning til at bemærke, at en forbruger alene kan pålægges at betale omkostningerne ved tilbagesendelse af varen, jf. forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2, sammenholdt med § 21. Det fremgår endvidere af direktiv 97/7/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg, art. 6, stk. 2, at de eneste omkostninger, der kan pålægges forbrugeren ved fortrydelse, er ”de direkte udgifter i forbindelse med tilbageleveringen af varen”. Indklagede er således ikke berettiget til at opkræve omkostninger til værdiforringelse og administration.

Da klageren via en dansk hjemmeside har handlet med en virksomhed, med dansk cvr. nummer og salgskontor i Danmark, finder nævnet, at indklagede ikke kan betinge fortrydelsen af, at varen returneres til Irland, og forbrugeren betaler omkostningerne herved, medmindre dette udtrykkeligt er aftalt med forbrugeren inden aftalens indgåelse.

Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
27-08-2007
 
Lovgrundlag:
Forbrugeraftaleloven
 
Sagsnummer:
2005-4031/7-1498
 
Sidst opdateret:   10. marts 2008
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Video: Sådan handler du trygt på nettet i EU
I denne video får du en række gode råd til, hvordan du kan kigge webbutikkerne efter i sømmene, når du handler på nettet i EU.
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.