En forbruger købte en bærbar computer til knap 9.000 kr. Ca. 16 måneder efter købet hørte bundkortet op med at virke. Sælgeren afviste reklamationen under henvisning til, at fejlen ikke havde været til stede på købstidspunktet. Forbrugeren blev derfor forelagt et reparationstilbud på ca. 5.500 kr., som forbrugeren afviste.
Forbrugerklagenævnets sagkyndige udtalte, at det ikke var muligt at klarlægge årsagen til fejlen på grund af manglende diagnosticeringsmuligheder for produktet, idet der ikke findes offentligt tilgængeligt fejldiagnosticerings-software. Endvidere var den sagkyndige af den opfattelse, at et bundkort bør holde mere end 2 år. Nævnet traf følgende afgørelse:
”Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at skærmbilledet er helt ulæseligt, idet alle ikoner og al tekst er gennemstreget af lodrette streger. Den sagkyndige har ikke konstateret ”flimmer” som omtalt i indklagedes servicerapport.
Den sagkyndige har efter test af computeren konstateret, at bundkortet er defekt. I samarbejde med et elektroniklaboratorium har den sagkyndige foretaget fejlsøgning på bundkortet for at afklare, om computeren er behæftet med en kendt fejl på iBook-modellers bundkort. Dette var ikke tilfældet.
Den sagkyndige udtaler, at grunden til at årsagen til nedbruddet ikke kan klarlægges, er en følge af manglende diagnosticeringsmuligheder for produktet. Modsat computere af typen PC, hvor der findes tilfredsstillende fejlfindingssoftware, findes der for Apple-computeres vedkommende ikke andet offentligt tilgængeligt fejldiagnosticeringssoftware end det medfølgende software, som alene kan oplyse om, hvilken overordnet del af produktet, der har fejl. Den sagkyndige er således afskåret fra at kunne specificere eventuelle fejl og deres årsag på Apples computere, medmindre der er tale om en kendt fejl.
Endvidere finder den sagkyndige, at et bundkort burde kunne holde længere end 2 år uden forekomst af fejl, der ikke skyldes brugerforhold.
Endelig oplyser den sagkyndige, at klagerens computer ikke bærer synlige spor, der kan sandsynliggøre hårdhændet behandling, såsom fald, stød eller slag.
Henset til at der ikke foreligger mulighed for på tilfredsstillende vis at diagnosticere produktet, samt den manglende angivelse fra indklagedes side til årsagen til bundkortets fejl, sammenholdt med, at klagerens computers bundkort gik i stykker efter mindre end halvandet år og ikke bærer synlige tegn på brugerpåførte årsager, finder nævnet, at det må påhvile indklagede at godtgøre, at fejlen ikke skyldes forhold, der var til stede på leveringstidspunktet.
Da indklagede i denne sag ikke har løftet denne bevisbyrde, lægger tre medlemmer af nævnet herefter til grund, at der er tale om en fejl, der overvejende sandsynligt har været til stede på leveringstidspunktet, og computeren er derfor behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Idet indklagede har afvist klagerens krav om afhjælpning, er klageren derfor berettiget til at hæve købet af computeren, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4, jf. § 57, stk. 1.
Den på samme tid købte AirPort Express Base Station finder de tre nævnsmedlemmer er en del af et samlet køb, hvorfor klageren også er berettiget til at hæve købet af denne.
To nævnsmedlemmer finder det ikke godtgjort, at der er tale om en mangel i købelovens forstand, hvorfor klageren ikke er berettiget til at gøre krav gældende overfor indklagede.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav samt at betale sagens omkostninger.
Dato for afgørelse:
19-10-2007
Sagsnummer:
2006-4031/7-2201
Sidst opdateret:
10. marts 2008
Giv din vurdering af denne side