En forbruger købte et bundkort og en processor via internettet. Ved leveringen og den efterfølgende montering af produkterne opdagede forbrugeren, at bundkort og processor ikke kunne køre sammen. Forbrugeren returnerede herefter varerne til sælgeren.
Sælgeren afviste reklamationen, da processoren var beskadiget som følge af fejlmontering. Forbrugeren oplyste hertil, at processor og bundkort havde virket hver for sig ved modtagelsen. Sælgeren afviste fortsat forbrugerens krav om ophævelse, hvorefter forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
Nævnet lægger til grund, at klageren købte processor og bundkort med henblik på, at klageren selv skulle foretage montering af delene. Endvidere lægges det til grund, at heatsink ikke er købt sammen med processoren.
Da klageren har købt varerne via indklagedes hjemmeside, foreligger der et fjernsalg omfattet af lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovens § 4. Klageren har derfor som udgangspunkt ret til at fortryde købet inden for en frist på 14 dage, regnet fra varens modtagelse, jf. § 4. Fortrydelsesretten er dog betinget af, at det modtagne kan tilbagegives til den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde, jf. § 20.
Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at bundkort og processor er beskadigede, og at det er overvejende sandsynligt, at beskadigelsen skyldes fejlmontering. På denne baggrund lægger nævnet til grund, at klageren ikke kan tilbagelevere det modtagne i væsentlig samme stand og mængde, og klageren er derfor afskåret fra at benytte fortrydelsesretten, jf. lovens § 20, stk. 2.
Klageren har som begrundelse for returneringen anført, at bundkort og processor ikke kan køre sammen, og at de i øvrigt virkede hver for sig, da klageren returnerede dem.
Indklagede har hertil anført, at processoren er beskadiget som følge af fejlmontering.
På baggrund af den sagkyndige erklæring, som ligeledes er baseret på oplysninger fra producenten af processoren, lægger nævnet til grund, at en processor af det omhandlede fabrikat er et særdeles kompliceret produkt, der ikke egner sig til salg for forbrugere eller andre uden særlig viden og erfaring med produktet.
Nævnet finder, at det anførte indebærer, at der påhviler sælgeren en udvidet pligt til at sikre sig, at køberen inden købet gøres opmærksom på, at produktet er uegnet til salg for forbrugere og andre uden særlig erfaring og viden om produktet.
Indklagede har anført, at klageren, inden gennemførelse af køb af processorer på indklagedes hjemmeside, aktivt skal godkende nogle oplistede ”CPU betingelser”. Betingelserne er tydeligt fremhævede i en gul boks og har følgende ordlyd: ”CPU bør kun installeres, monteres og håndteres af professionel personel med nødvendig kompetence. Ved fysisk defekt er der desværre risiko for bortfald af reklamationsretten. Se videoen her
Flertallet (3 nævnsmedlemmer) udtaler, at indklagede herved har iagttaget sin oplysningspligt i tilstrækkelig grad ved at oplyse klageren om risikoen ved, at processoren ikke monteres af professionelle personer, og klageren gives derfor ikke medhold.
Mindretallet (2 nævnsmedlemmer) finder ikke, at indklagede har iagttaget den udvidede oplysningspligt, og der foreligger således en væsentlig mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3 og 4, jf. § 75a, stk. 1, hvilket berettiger klageren til at hæve købet. Nævnsmedlemmerne bemærker herved, at erhvervsdrivende ikke bør sælge et så teknisk kompliceret produkt til forbrugere uden at give en fyldestgørende vejledning om montering af processoren samt risikoen herved.
Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet.
Sidst opdateret:
8. januar 2008