En forbruger bestilte via en hjemmeside et bundkort. Da forbrugeren ikke kunne få bundkortet til at virke, sendte han det retur til den erhvervsdrivende den 29. august 2006, dagen efter modtagelsen af bundkortet. I forbindelse med returneringen henviste forbrugeren til, at bundkortet var mangelfuldt.
Den erhvervsdrivende ombyttede herefter bundkortet og sendte et nyt bundkort til forbrugeren den 20. september 2006. Forbrugeren kunne imidlertid stadig ikke få bundkortet til at virke og kontaktede producenten, som kunne oplyse, at årsagen til at bundkortet ikke virkede skyldtes, at bundkortet ikke kunne arbejde sammen med forbrugerens gamle processor, som kørte med en lavere hastighed end bundkortet.
Forbrugeren sendte herefter bundkortet retur til den erhvervsdrivende den 28. september 2006. I forbindelse med returneringen påberåbte forbrugeren sig denne gang den 14 dages fortrydelsesret. Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav, da fristen på 14 dage var udløbet. Sagen blev forelagt Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Klageren har gjort gældende, at produktbeskrivelsen på indklagedes hjemmeside har været urigtig, idet det af hjemmesiden fremgik, at bundkortet havde en maks. hastighed på 800 MHz. Indklagede har heroverfor oplyst, at ordet ”maks.” ikke fremgik af den hjemmeside, hvor klageren bestilte bundkortet.
Efter parternes modstridende oplysninger kan det ikke uden yderligere bevisførelse afgøres, hvorvidt produktbeskrivelsen har været mangelfuld. Da den nødvendige bevisførelse vil forudsætte, at parterne og eventuelle vidner afgiver forklaring under strafansvar, og da en sådan bevisførelse ikke kan ske ved nævnet, afvises dette forhold i medfør af lov om forbrugerklager § 14, stk. 2.
Klageren har endvidere gjort gældende, at han havde ret til at fortryde købet.
Da klageren har bestilt bundkortet via indklagedes hjemmeside, foreligger der et fjernsalg omfattet af forbrugeraftalelovens kap. 4, hvorefter klageren har krav på 14 dages fortrydelsesret regnet fra klagerens modtagelse af varen, jf. § 18, stk. 1 og stk. 2.
Fortrydelsesretten udøves ved at tilbagegive eller tilbagesende varen til den erhvervsdrivende inden fortrydelsesfristens udløb, jf. herved forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2.
Klageren returnerede varen til indklagede den 29. august 2006, dagen efter varens levering, idet han oprettede en RMA-sag og påberåbte sig, at bundkortet var mangelfuldt.
Klageren fik bundkortet tilbage den 20. september 2006, og den 28. september 2006 returnerede han på ny bundkortet til indklagede, idet han nu påberåbte sig fortrydelsesretten.
Uanset at det ikke kan kræves, at en forbruger ved udnyttelse af fortrydelsesretten udtrykkeligt påberåber sig fortrydelsesretten, har forbrugeren dog returneret varen under sådanne omstændigheder, at den erhvervsdrivende ikke havde grund til at tro, at forbrugeren ville påberåbe sig denne ret. Nævnet har herved særligt lagt vægt på, at klageren efter det oplyste var behørigt informeret om retten til at fortryde købet, og at han først 8 dage efter, at indklagede tilbagesendte varen til ham, påberåbte sig fortrydelsesretten. Under disse omstændigheder har klageren ikke udnyttet fortrydelsesretten rettidigt.”
Dato for afgørelse:
17-12-2007
Lovgrundlag:
Forbrugeraftaleloven, lov 451; § 18, stk.1; § 19, stk. 2
Sagsnummer:
2006-4031/7-2146
Sidst opdateret:
29. januar 2008
Giv din vurdering af denne side