Gå til resume Gå til indhold

Revner i backcover på bærbar computer

Afgørelse

Da det ikke var muligt at afhjælpe manglen, kunne forbrugeren ikke hæve i medfør af § 78, stk. 4. Da computeren i kraft af den erhvervsdrivendes tidligere reparationer, havde været anvendelig i en væsentlig del af dens forventede brugsperiode, ansås manglen ikke for væsentlig.

Gå til indhold

På grund af revnedannelser i backcoveret, fik en forbruger udskiftet display-elementet på sin bærbare computer 3 gange indenfor de første 2 år efter købet. Ved hver lejlighed havde den erhvervsdrivende modtaget reklamationen og foretaget reparation uden beregning.

Cirka 13 måneder efter den seneste reparation konstaterede forbrugeren, at der igen opstod revnedannelser i backcoveret. Den erhvervsdrivende mente, at skaden var opstået som følge af en forkert eller uhensigtsmæssig adfærd fra forbrugerens side, som ikke var dækket af reklamationsretten.

Forbrugeren fik sin bærbare computer tilbage, uden at der var foretaget reparation, og forlangte købet hævet, da manglen ikke var afhjulpet inden rimelig tid. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”På baggrund af den sagkyndiges udtalelser lægges det til grund, at den bærbare pc har en uhensigtsmæssig konstruktion, idet plastmaterialet på backcoveret belastes uforholdsmæssigt meget i forbindelse med åbning og lukning på grund af høj friktion i hængslerne samt ringe stivhed i hjælperammerne. Det lægges samtidig til grund, at der er tale om en mangel, som ikke er mulig at afhjælpe tilfredsstillende.

I overensstemmelse med den sagkyndiges erklæring lægger nævnet endvidere til grund, at der ikke er grundlag for at antage, at klageren har udsat computeren for uhensigtsmæssig brugspåvirkning eller forkert behandling, som har kunnet forårsage de konstaterede revnedannelser i backcoveret.

Nævnet finder således, at den bærbare pc er behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, sammenholdt med § 75a, stk. 2, nr. 1 og 2.

Da den bærbare pc – på trods af den konstaterede mangel – gennem indklagedes afhjælpningsforsøg har kunnet bruges af klageren i 3 år og fortsat synes at være anvendelig trods revnedannelserne i backcoveret, er det nævnets opfattelse, at pc’en allerede har været brugt i en væsentlig del af dens forventede brugsperiode. Nævnet finder under disse omstændigheder ikke, at manglen kan betegnes som så væsentlig, at den berettiger klageren til at hæve købet. Klageren har i stedet krav på at få et passende afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3. Dette afslag fastsættes skønsmæssigt til 2.500 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter det tidspunkt, hvor forbrugeren havde afsendt sit tilbagebetalingskrav til den erhvervsdrivende.

Dato for afgørelse:
07-09-2005
 
Lovgrundlag:
Købeloven (237/2002) § 76, stk. 1, nr. 4, § 78, stk. 1
 
Sagsnummer:
2004-4031/7-1229
 
Sidst opdateret:   8. marts 2006
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Sælgeren har som udgangspunkt ét forsøg til at reparere din mobil, men der er undtagelser. Lær, hvad dine rettigheder er i forbindelse med reparation.
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.