En forbruger købte en golf-scooter og modtog i forbindelse hermed en kort brugsanvisning. Ca. 4 måneder efter købet konstaterede forbrugeren, at batterierne hurtigt løb tør for strøm. Forbrugeren reklamerede til sælgeren, som ombyttede batterierne. Efter yderligere en måned opstod samme problem igen. Forbrugeren reklamerede til sælgeren, som afviste reklamationen under henvisning til, at der var tale om en sliddel og forkert brug. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Det fremgår af den sagkyndiges erklæring at batteriernes kvalitet og type er tilstrækkelig til det formål, de er solgt til. Det er den sagkyndiges vurdering, at batterierne, såfremt de vedligeholdes korrekt, i praksis må forventes at holde til ca. 2.100 km kørsel.
Nævnet lægger på baggrund af den sagkyndiges erklæring til grund, at batteriernes levetid er meget afhængig af, hvor meget batterierne aflades inden opladning, om batterierne oplades umiddelbart efter afladning, samt hvor længe der går mellem opladningerne, når golfscooteren ikke benyttes.
Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 1, at køberen i forbindelse med købet skal have de fornødne oplysninger med henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.
Nævnet lægger efter sagens oplysninger til grund, at klageren efterspurgte en mere fyldestgørende brugsanvisning.
Da måden hvorpå batterierne op- og aflades, bruges og opbevares, har afgørende indflydelse på batteriernes levetid, finder nævnet, at en sådan brugsanvisning må anses som nødvendig.
Det fremgår ikke af brugsanvisningen, som klageren modtog i forbindelse med købet, hvorledes batterierne skal opbevares og vedligeholdes, og da salgsgenstanden er af en sådan art, at den højst sandsynligt kun anvendes på bestemte årstider, burde det blandt andet have været oplyst, hvorledes batterierne skal opbevares og op- og aflades, når golfscooteren ikke benyttes.
Nævnet finder herefter ikke, at den brugsanvisning, som klageren modtog, er tilstrækkelig fyldestgørende til, at klageren har kunnet opbevare, anvende og vedligeholde batterierne korrekt, og golf-scooteren må derfor anses for mangelfuld efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 3 og 4, jf. § 75 a, stk. 1. Klageren er herefter berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.
Klageren har investeret i nye batterier. Nævnet finder ikke, at klageren er berettiget til erstatning herfor.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.
Sidst opdateret:
26. januar 2010