Gå til resume Gå til indhold

En sportsforening kunne ikke anses for at være en forbruger

Afgørelse

Forbrugerklagenævnet kunne ikke behandle en klage fra et distrikt under et stort dansk rideforbund vedrørende køb af et tidtagningsanlæg, da distriktet ikke kunne anses for at være en forbruger.

Gå til indhold

Et distrikt under et stort rideforbund klagede til Forbrugerklagenævnet over et tidtagningsanlæg, der ikke fungerede som lovet ved købet.

Til brug for vurderingen af om distriktet kunne anses for at være en forbruger, oplyste distriktet, at distriktet var en sammenslutning af rideklubber i det pågældende amt. Distriktets opgave var at varetage og koordinere de sportslige interesser over for rideforbundet og de enkelte klubber i distriktet. Distriktsbestyrelsen var ikke skattepligtig og foretog ikke skattemæssige afskrivninger. Distriktets indtægter kom fra de enkelte klubber, der betalte et fast årligt medlemskontingent.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse: ” Nævnets kompetence til at behandle en klage forudsætter efter forbrugerklagelovens § 7, at klagen hidrører fra en ”forbruger”.  Det er samtidig i § 5 i bekendtgørelse nr. 1118 af 12. december 2003 om forbrugerklager fastsat, at en forbruger i forhold til Forbrugerklagenævnets virksomhed skal forstås som ”en person, der hovedsageligt handler uden for sit erhverv”.

Da en klage også kan indgives af en flerhed af personer, kan nævnet dog ikke antages at være afskåret fra at behandle klager fra ikke-erhvervsdrivende foreninger mv., forudsat at klagen vedrører et køb eller en tjenestydelsesaftale, som ikke har et erhvervsmæssigt sigte.
 
[Rideforbundet] havde indtægter for i alt 20 mio. kr. i 2004, jf. bilag 9. Nævnet bemærker, at disse indtægter blandt andet stammer fra salg af stævneresultater, sponsorater og kursusvirksomhed. Herudover har forbundet løn og administrationsomkostninger for over 10 mio. kr. samt omkostninger til aktiviteter, uddannelse mv. Forbundets samlede overskud var på ca. 1,3 mio.

På den anførte baggrund finder nævnet, at [rideforbundet] må anses som en professionel sportsklub.

[Rideforbundets] distrikter er nedsat i forbundets regi, og distrikterne skal blandt andet virke for forbundets interesser og yde assistance til forbundets ledelse, jf. forretningsorden for [rideforbundets] distriktsbestyrelser. Nævnet finder derfor, at de enkelte distrikter ikke kan anses som forbrugere. Som følger heraf er nævnet ikke kompetent til at behandle klagen.”  

Dato for afgørelse:
27-03-2006
 
Lovgrundlag:
Forbrugerklageloven § 7, Forbrugerklagenævnets virksomhedsbekendtgørelse § 5, Købeloven § 4a
 
Sagsnummer:
2005-549/7-4
 
Sidst opdateret:   3. april 2006
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Send Send
  • RSS RSS
  • Abonnér Abonnér