En forbruger købte en dvd-afspiller og netværksudstyr via den erhvervsdrivendes hjemmeside og afhentede varerne hos den erhvervsdrivende dagen efter. Forbrugeren fortrød senere købet af netværksudstyret og henvendte sig i den erhvervsdrivendes forretning for at returnere dette. Forbrugeren forlangte at få købesummen tilbagebetalt, men den erhvervsdrivende afviste kravet og tilbød i stedet et tilgodebevis, hvilket forbrugeren accepterede. Forbrugeren mødte igen op for at returnere dvd-afspilleren, men den erhvervsdrivende afviste at tage imod varen under henvisning til, at der ikke var fortrydelsesret, når forbrugeren havde hentet varen i forretningen. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Det fremgår, at klageren bestilte en dvd-afspiller og netværksudstyr på indklagedes hjemmeside, hvor klageren samtidig valgte levering ved afhentning i indklagedes forretning.
Indklagede har gjort gældende, at det forhold, at klageren har afhentet varerne på forretningsstedet og betalt kontant ved udleveringen af varerne, afskærer ham fra at fortryde købet, idet der ikke er tale om fjernsalg. Indklagede afviser derfor at betale pengene tilbage for dvd-afspilleren, men har pr. kulance udbetalt tilgodehavende for netværksudstyret.
Ifølge den dagældende forbrugeraftalelovs § 10 a ( nu § 4 ) foreligger der fjernsalg, hvis aftalen er indgået udelukkende ved brug af fjernsalg, det vil sige uden at parterne mødes fysisk i forbindelse med aftalens indgåelse, og aftalen er indgået som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende. I bemærkningerne til Forbrugeraftalelovens § 10 a, jf. Folketings Tidende 1999-2000, tillæg A, s. 5953 gælder reglerne ”uanset om varen skal sendes til forbrugeren eller ej.” På den baggrund finder nævnet, at der er tale om en fjernsalgsaftale, jf. § 10 a.
Da klageren ikke har modtaget de oplysninger, som fremgår af lovens § 11 a, herunder tydelig oplysning om betingelserne og fremgangsmåden ved brug af lovens fortrydelsesret på 14 dage, har klageren været berettiget til at træde tilbage fra aftalen indtil 3 måneder efter, at klageren modtog underretning om, at aftalen var indgået, jf. lovens § 12 a, stk. 2.
Klageren har i det hele opfyldt lovens betingelser for at fortryde købet og har krav på at få tilbagebetalt købesummen mod udlevering af dvd-afspilleren, jf. lovens § 12 c, stk. 2.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter det tidspunkt, hvor forbrugeren forsøgte at tilbagelevere varen.
Sidst opdateret:
7. marts 2006