6.5.1. Lejeaftale i 28 kvartaler af en telefax. Krav om mulighed for opsigelse af lejeaftalen før udløb. Spørgsmål om forbrugeraftale.
Lejer var uddannet som sygeplejerske og havde været offentligt ansat siden 1965, siden november 1997 som kvalitetskonsulent i Århus Amt. Til brug for et ulønnet fritidsjob kontaktede hun en forhandler med henblik på at købe en telefax. Hun ønskede at få en kombineret telefax og kopimaskine. Da prisen for en sådan, som også kunne tilkobles pc, var mere end 7.000 kr., valgte hun at leje med mulighed for senere at købe, da hun var i tvivl om, hvor meget hun ville komme til at bruge den. Sælgeren bekræftede, at hun kunne leje og til enhver tid indfri restgælden. Der blev oprettet en lejekontrakt. Kontrakten blev læst op for hende, og lejeafgiften var 597 kr. ekskl. moms, som skulle betales pr. kvartal over 28 kvartaler. Det blev aldrig nævnt, at kontrakten var uopsigelig, og at hun til enhver tid ville hæfte for kontraktsperioden på 28 kvartaler (7 år).Kontrakten havde bl.a. følgende vilkår:
4.9 Løbetid m.m.
Kontrakten løber uopsigeligt fra aftalens ikrafttrædelse og indtil udløbet af den foran aftalte kontraktperiode ...
4.10 Ophør
Ved kontraktens ophør skal det lejede udleveres til ... Kunden skal betale transportomkostningerne for returfragt til ...
4.12 Opgørelse
Såfremt kontraktens ophæves ..., skal kunden, ud over forfaldne skyldige beløb til ..., betale de i kontraktperioden endnu ikke forfaldne lejeafgifter, tilbagediskonteret med en rentesats svarende til den ved kontraktens ophævelse gældende officielle diskonto i Danmarks Nationalbank.«
Lejeaftalen blev underskrevet af lejer og maskinen blev leveret og opstillet på lejers bopæl.
I forbindelse med jobskifte og flytning fra Silkeborg til Århus ønskede lejer at opsige lejeaftalen og kontaktede sælgeren. Først i forbindelse hermed blev hun klar over aftalens vilkår om uopsigelighed. Uanset dette meddelte hun i udateret brev, at hun opsagde lejeaftalen med udgangen af maj 1998 på grund af flytning. Udlejeren bekræftede opsigelsen af kontrakten pr. 31. maj 1998. Med henvisning til uopsigelighedsbestemmelsen meddelte udlejeren, at beløbet for at indfri kontrakten var 14.985 kr. ekskl. moms, og udlejeren krævede betaling af 18.731,25 kr. inkl. moms senest 22. juli 1998.
Lejer gjorde gældende, at der var tale om en forbrugeraftale, og at det var urimeligt at fastholde en privatperson på en kontrakt i 7 år, specielt for produkter, der hurtigt forældes som følge af ny teknik. Endvidere var det urimeligt at angive kontraktens løbetid i kvartaler, og ikke i måneder ligesom det burde angives, hvad løbetiden svarede til i år.
Udlejer anførte, at forhandleren solgte til lejer, der var kvalitetskonsulent, en laser telefax med stor hukommelse og god oplæsning. Telefaxen kunne endvidere anvendes til fotokopiering. Da lejer ikke ønskede at købe telefaxen kontant, formidlede sælgeren en finansieringsaftale i form af den indgåede lejekontrakt.
På baggrund af dette og under hensyn til, at det ikke er forventeligt at private personer køber en telefax af denne type og til en så høj pris, gjorde udlejeren gældende, at det er bestyrket, at lejer i aftalesituationen har optrådt som selvstændig erhvervsdrivende, og i hvert fald ikke som privat forbruger. Udlejeren gjorde derfor gældende, at der foreligger en aftale mellem to erhvervsdrivende, hvor det tydeligt på forsiden er anført, at den løber i 28 kvartaler, og at lejen betales kvartalsvis. Det fremgår også tydeligt, at aftalen er uopsigelig. Lejer har da også anført, at hun fik oplyst, at hun til enhver tid kunne opsige aftalen og indfri restgælden, hvorfor lejer ikke kan have været i tvivl om, at der var tale om en finansieringsaftale. Den foreliggende lejeaftale er operationel leasing, idet finansieringen sker på samme måde som ved leasing. »Lejeaftale« anvendes, når der i lejeafgiften indgår service på det leasede udstyr. Lejeafgiften indeholder derudover en finansieringsdel (rente).
Udlejers påstand i sagen var primært, at Forbrugerklagenævnet ikke var kompetent til at behandle sagen efter § 1 i lov om Forbrugerklagenævnet, da der ikke er tale om en klage fra en forbruger. Subsidiært fastholdt udlejer kravet om erstatning for tab, opgjort efter aftalens punkt. 4.12, som følge af lejers utidige opsigelse, hvilket blev opgjort til 18.731,25 kr. inkl. moms.
Forbrugerklagenævnet udtalte, at efter § 1 i lov om Forbrugerklagenævnet behandler Forbrugerklagenævnet klager fra forbrugere vedrørende varer og tjenesteydelser. Efter lovens forarbejder omfatter dette forbrugerbegreb det sidste led i omsætningskæden og er således videre end forbrugerbegrebet i den civilretlige lovgivning. Nævnet kan derfor som udgangspunkt behandle klager fra forbrugende erhvervsdrivende.
Som følge af det anførte er nævnet kompetent til at behandle denne klage, når lejer i sagen optræder som privat forbruger.
Nævnet lagde efter det oplyste til grund, at lejer ikke driver selvstændig erhvervsvirksomhed, men er ansat som tjenestemand med stillingsbetegnelsen kvalitetskonsulent i Århus Amt. Således som sagen foreligger oplyst, lægger nævnet til grund, at lejer ved aftalens indgåelse ikke har givet nogen oplysninger, som med rette kunne opfattes af udlejeren eller dennes partner som om kunden var i færd med at indgå en aftale som led i et erhverv. Dette understøttes af, at lejer i kontrakten som kunde alene er identificeret ved navn, adresse (privat bopæl) og telefonnummer, hvorimod de forudtrykte felter for »Afdeling«, »Bank/afdeling/reg. nr.« ikke er udfyldt, ligesom der heller ikke er andre angivelser, der kan karakterisere lejer som erhvervsdrivende, fx oplysning om SE nr.
At udlejeren og dennes partner opererer i en branche, hvor det måske ikke er sædvanligt at indgå aftaler med private forbrugere, kan efter nævnets opfattelse ikke fremføres som noget selvstændigt argument for lejers status. Endelig finder nævnet, at det ikke er utænkeligt, at forbrugere – set i lyset af markedsforholdene og prisudviklingen i kontormaskinbranchen, der sætter forbrugerne i stand til i vidt omfang at anskaffe kontormateriel til privat brug, fx pc'er – retter henvendelse til forretninger med salg af kontormaskiner og –materiel, fx om køb af den i sagen omhandlede telefax. Endelig bemærker nævnet, at udlejeren og dennes partner nemt kunne have sikret sig oplysning om lejers status ved at kræve oplysninger herom, fx i form af SE nr. eller lignende.
Nævnet fandt på denne baggrund, at udlejeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at den betegnede lejeaftale ikke var en forbrugeraftale. Nævnet tog herefter ikke udlejerens indsigelse om manglende kompetence til at behandle sagen til følge.
Efter det af lejer oplyste har hun fået den opfattelse, at hun har indgået en lejekontrakt, mens udlejeren har anført, at lejer reelt har købt telefaxen, og udlejeren har finansieret købet med en lejekontrakt, der skulle fungere som operationel leasing. Udlejerens opfattelse strider dog mod lejeaftalens punkt »4.10 Ophør«, hvorefter det lejede skal tilbagegives til udlejeren ved udløbet af den aftalte kontraktperiode, ligesom lejeperioden forlænges automatisk for 1 år ad gangen, medmindre aftalen af en af parterne skriftligt opsiges med mindst 2 måneders varsel før udløb. Såfremt udlejerens opfattelse om et finansieret køb skulle tages til følge, ville der foreligge et kreditkøb med ejendomsforbehold, jf. kreditaftalelovens § 6, stk. 2, der på en række punkter ikke opfylder kreditaftalelovens krav, bl.a. til oplysninger om kreditomkostninger m.fl.
Da der således er uklarhed om forståelsen af aftalens egentlige indhold, finder nævnet, at den skriftlige aftale ikke er udarbejdet på en klar og forståelig måde, jf. aftalelovens § 38 b, stk. 2. Aftalen må derfor efter princippet i aftalelovens § 38 b, stk. 1, fortolkes på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren. I overensstemmelse med lejers opfattelse finder nævnet, at aftaleindgåelsen må fortolkes således, at lejer ikke kan antages at have indgået kontrakt med henblik på en varig anskaffelse af telefaxen. Nævnet bedømmer derfor kontrakten som en almindelig lejeaftale, hvilket i øvrigt bestyrkes ved dens egen betegnelse: »Lejeaftale for Rank Xerox udstyr«.
Nævnet bemærkede herefter, at det naturlige anvendelsesområde for forbrugeraftaler om leje af løsøre efter nævnets opfattelse er de tilfælde, hvor en forbruger midlertidigt har behov for at benytte den lejede genstand. Forbrugeren har i disse tilfælde samtidig en åbenbar interesse i at kunne opsige lejeaftalen med et rimeligt varsel, når han ikke længere ønsker at gøre brug af det lejede.
Nævnet fandt, at en række vilkår i aftalen måtte anses for urimelige i en forbrugerkontrakt, jf. aftalelovens § 38 c, sammenholdt med § 36. Dette gælder bl.a. aftalens punkt »4.9 Løbetid m.m.« om uopsigelighed og punkt »4.12 Opgørelse« om erstatning ved ophør i uopsigelighedsperioden. Sidstnævnte er tillige et eksempel på et urimeligt vilkår nævnt i punkt 1.e) i bilaget til Rådet for Den Europæiske Unions direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktsvilkår i forbrugeraftaler (forbrugereuropa.dk).
Et vilkår om uopsigelighed som det foreliggende, hvorefter den indgåede lejeaftale er uopsigelig i 28 kvartaler (7 år), var således meget byrdefuldt for forbrugeren, samtidig med at vilkåret ensidigt varetog udlejerens finansielle interesser. Skulle anskaffelsen af et varigt forbrugsgode finansieres ved midler hidrørende fra forbrugeren, burde dette ske under overholdelse af kreditaftalelovens regler, hvorfor det var vanskeligt at se, at en udlejer i forbrugerforhold kunne have nogen reel interesse i at betinge sig længere tids uopsigelighed. På denne baggrund var det nævnets opfattelse, at det var urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre vilkåret om 7 års uopsigelighed gældende og at kræve betaling af de i kontraktperioden endnu ikke forfaldne lejeafgifter, tilbagediskonteret med Nationalbankens diskonto, jf. herved aftalelovens § 38 c sammenholdt med § 36. Nævnet fandt derfor, at vilkåret burde lempes til en rimelig opsigelsesfrist, som tilgodeså hensynet til begge parter.
Nævnet lagde til grund, at lejer i april 1998 skriftligt havde opsagt lejeaftalen til udgangen af maj måned, og at udlejeren skriftligt havde bekræftet dette mod opgørelse efter lejekontraktens punkt 4.12.
I overensstemmelse med flertallets opfattelse traf nævnet afgørelse om, at klageren var frigjort fra lejeaftalen seks måneder efter hendes opsigelse.
Sidst opdateret:
25. marts 2004