Gå til resume Gå til indhold

Returnering til afsenderen af varen ved fortrydelse

Afgørelse

Varen var returneret korrekt, selv om den var returneret til afsenderen og ikke til den erhvervsdrivende, da den erhvervsdrivende ikke havde oplyst om fremgangsmåden ved fortrydelse og afsenderens adresse fremgik af følgesedlen.

Gå til indhold

Forbrugeren havde bestilt en digital lydoptager med tilhørende vindhætte via den erhvervsdrivendes hjemmeside. Forbrugeren ønskede imidlertid at gøre brug af fortrydelsesretten og returnerede varen inden for fristen.

Den erhvervsdrivende afviste at tilbagebetale købesummen, da forbrugeren havde returneret varen til den erhvervsdrivendes underleverandør og ikke til den erhvervsdrivende. Forbrugeren fastholdte, at varen var returneret korrekt, da underleverandøren stod som afsender af forsendelsen og adressen på underleverandøren ligeledes fremgik af følgesedlen, som var vedlagt forsendelsen. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Da indklagede ikke har besvaret Forbrugerstyrelsens henvendelser i sagen, afgøres sagen på grundlag af klagerens sagsfremstilling og de af klageren indsendte bilag.

Det fremgår heraf, at klageren har bestilt den digitale lydoptager med tilhørende vindhætte via indklagedes hjemmeside. Der foreligger derfor et fjernsalg, omfattet af forbrugeraftalelovens kap. 4, hvorefter klageren har krav på 14 dages fortrydelsesret.

Det fremgår af bestemmelsen i forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 1, at den erhvervsdrivende, såfremt der indgås en aftale om fjernsalg af en vare, på papir eller på andet varigt medium skal give forbrugeren oplysning om en eventuel fortrydelsesret og om fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt om betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten.

Da en hjemmeside som udgangspunkt ikke kan anses for et varigt medium, har indklagede ifølge oplysningerne i sagen ikke opfyldt sin pligt til på papir eller andet varigt medium at oplyse herom, da klageren udelukkende er bekendt med fortrydelsesretten på baggrund af oplysningerne herom på indklagedes hjemmeside.

Da indklagede ikke har opfyldt sin oplysningspligt efter § 12, stk. 2, nr. 2, har klageren været berettiget til at træde tilbage fra aftalen i indtil tre måneder efter leveringen af varerne, jf. herved lovens § 18, stk. 3.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 20, stk. 1, 1. pkt., at det er en betingelse for udøvelsen af fortrydelsesretten, at det leverede i væsentlig samme stand og mængde, hvori det leverede var, da forbrugeren fik det i hænde, overgives til den erhvervsdrivende på dennes adresse.

Klageren har efter det oplyste inden for den nævnte frist på tre måneder returneret lydoptageren og den tilhørende vindhætte til afsenderen og meddelt indklagede, at varerne var returneret. Da indklagede ikke har opfyldt sin pligt til at give klageren oplysning om betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, og da afsenderens adresse fremgår af følgesedlen, som har været vedlagt varerne ved leveringen, beror tilbagesendelsen af lydoptageren samt vindhætten til afsenderen på indklagedes forhold. Under disse omstændigheder kan det ikke tillægges betydning, at klageren ikke har tilbagesendt varerne til indklagede, uanset dette ellers er en betingelse for udøvelsen af fortrydelsesretten, jf. herved lovens § 20, stk. 1, 1. pkt.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
24-09-2009
 
Lovgrundlag:
Forbrugeraftaleloven, § 12, stk. 2 og § 20
 
Sagsnummer:
08/08912
 
Sidst opdateret:  3. marts 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Send Send
  • Del Del
  • RSS RSS
  • Abonnér Abonnér
 

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.

Relaterede emner
 
 
Tilmeld dig vores nyheder
Få gode råd og ny viden om dine forbrugerrettigheder
Digital selvbetjening:
 
Har du spørgsmål om forbrugernes rettigheder, så ring til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hotline om forbrug.
forbrug.dk on Facebook