Gå til resume Gå til indhold

Køb af høreapparater

Afgørelse

To høreapparatsælgere, der, efter at køberne havde reklameret over fejl ved høreapparaterne, havde taget disse tilbage, havde accepteret handlens tilbagegang og var dermed forpligtet til at tilbagebetale hele købesummen, idet de ikke kunne godtgøre, at andet var aftalt.

Gå til indhold

Forbrugerklagenævnet har behandlet to sager, hvor høreapparater, købt hos private sælgere, blev taget tilbage efter gentagne reklamationer.

I den ene sag havde forbrugeren i marts 2002 bestilt et sæt høreapparater, som blev betalt ved en egenbetaling på 18.390 kr. samt et offentligt tilskud på 6.360 kr. Efter et langt reklamationsforløb, hvor der både var sket afhjælpning og ombytning, tog den erhvervsdrivende i februar 2004 høreapparaterne retur, og fremsendt efterfølgende en check på 16.390 kr. Den erhvervsdrivende havde således tilbageholdt det offentlige tilskud samt 2.000 kr. i omkostninger. Forbrugeren krævede det det offentlige tilskud tilbagebetalt, idet var ydet af Fyns Amt personligt til forbrugeren.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse: ”Sagen angår et køb af et høreapparat til 24.750 kr. Det fremgår af sagen, at klageren betalte 18.390 kr. med egne midler, mens resten af købesummen blev betalt med et offentligt tilskud på 6.360 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at indklagede efter et reklamationsforløb på knap to år indvilligede i at tage høreapparaterne tilbage. Indklagede har herefter været forpligtet til at tilbagebetale købesummen, medmindre andet er aftalt. Dette gælder også den del af købesummen, som udgøres af det offentlige tilskud. Det fremgår således af Socialministeriets brev af 27. juni 2005, at der er tale om et personligt tilskud, som skal tilbagebetales til borgeren og ikke til amtskommunen, såfremt købet af høreapparatet hæves.

Klageren har ikke bestridt, at hun i forbindelse med købets tilbagegang accepterede, at indklagede kunne fratrække et omkostningsbeløb på 2.000 kr. i hendes tilbagebetalingskrav. Klageren har derimod bestridt, at det skulle være aftalt, at indklagede var berettiget til at beholde det offentlige tilskud på 6.360 kr. 

Da det har påhvilet indklagede at sikre sig bevis for, at klageren har accepteret at give afkald på at få det offentlige tilskud tilbagebetalt, og da indklagede ikke har godtgjort, at dette er tilfældet, har indklagede pligt til også at betale den del af købesummen tilbage til klageren, som udgøres af det offentlige tilskud”. Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende. Derudover blev den erhvervsdrivende også pålagt sagsomkostninger på 4.700 kr.

I den anden sag havde forbrugeren i november 2004 bestilt et sæt høreapparater, som blev betalt dels ved en egenbetaling på 11.460 kr. dels et offentligt tilskud på 10.620 kr. Efter et reklamationsforløb, hvor der er sket afhjælpning tre gange, tog den erhvervsdrivende i marts 2005 høreapparaterne retur og fremsendt efterfølgende en check på 8.780 kr. Det offentlige tilskud blev tilbagebetalt til det offentlige. Den erhvervsdrivende havde således tilbageholdt 2.680 kr. til dækning af undersøgelse, tilpasning mv. af høreapparaterne.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse: ” Sagen angår et køb af høreapparater til en værdi af 22.080 kr. Det fremgår af sagen, at klageren betalte 11.460 kr. i egenbetaling, og at den resterende del af købesummen er betalt med et offentligt tilskud på 10.620 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at efter et reklamationsforløb, hvor de i sagen omhandlende høreapparater blev indsendt til producenten 3 gange, valgte indklagede at tage høreapparaterne tilbage. Indklagede returnerede i den forbindelse det offentlige tilskud til amtskommunen og egenbetalingen til klageren, dog fratrukket et beløb svarende til 2.680 kr., som indklagede beregnede sig til dækning af  undersøgelse, tilpasning mv. af høreapparaterne.

Indklagede har ved at indvillige i at tage høreapparaterne tilbage dermed accepteret handlens tilbagegang, og indklagede har herefter været forpligtet til at tilbagebetale købesummen, medmindre andet er aftalt.

Nævnet finder, at det påhviler indklagede at sikre sig bevis for, at klageren har accepteret at give afkald på at få en del af købesummen tilbagebetalt.

Da indklagede ikke har godtgjort, at klageren ved returneringen har givet afkald på at få en del af købesummen tilbagebetalt, er klageren herefter berettiget til at få også beløbet på 2.680 kr. tilbagebetalt”. Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende. Derudover blev den erhvervsdrivende også pålagt sagsomkostninger på 4.700 kr.

Dato for afgørelse:
06-07-2005
 
Sagsnummer:
2004 - 725/7-9, 2004 - 725/7-15
 
Sidst opdateret:   31. august 2006
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.